Blackberry Farm

Jeg har stadig jetlag og vågner tidligt, drømte at min far døde og at jeg lå på maven henover en stol og tudede. Det er ellers lang tid siden jeg har drømt om ham, så hvis drømme er en form for mentalt affald, må jeg da være kommet af med noget.

Men vi får også vendt en del i bilen, på vejene ned gennem Blue Smoky Mountains. Min hjerne føles, som en gammel læk motor, prustende og dampene efter de meget koncentrerede samtaler, der ikke er dramatiske, men nøgterne. Det er Helene der har tøjlerne og jeg følger hende i fuld tillid.

Det smukkeste landskab folder sig ud i den tidlige morgen. Jeg følger stien ned gennem dalen og ind i skoven. Den opstigende sol rammer skoven på siden – stille og intime står de der, ahorn og bøg. Strålerne befamler bladene, der lader lyset skylle igennem sig.

Skønheden kigger på mig og jeg føler skamfuldt, at jeg intet har gjort for at fortjene det her. Helene, derimod, har gjort meget for det, knoklet på og dygtiggjort sig, har hun, siden hun var lille og nu kan hun nyde frugterne af sine anstrengelser og har i sin gavmildhed inviteret mig med. Så jeg er blot heldig, jeg mangler bare en ekstra lomme til min vandflaske og min blok, for jeg tog ikke nogen taske med, da jeg listede ud og lod Helene få ½ time mere på øjet.

Disen ligger hen over søen, dunhammere i vandet og grønne frodige buske langs bredden. Høje ærværdige træer, fyldige og mørkegrønne, fordeler sig på skråningerne.

Bådehuset ligger halvt ude i søen, jeg går lige igennem det og ud på terrassen, fire stole venter,  men jeg sætter mig ikke.

Lamaerne sover endnu. De ligger som bløde stenklumper med dug i ulden.

I går fortalte ham, som kørte os i en åben lille vogn op til restauranten, at lamaerne går sammen med fårene. De vogter dem og er endda meget gode til det. Men i denne idyl, er fårenes værste fjender vel os og her har de ikke en chance. Jeg er alligevel imponeret af lamaernes evne og sociale sindelag.

Manden fortæller videre, at de på farmen dyrker alting selv, kvæg, høns, bier og alle de grøntsager og frugter, vi senere skal smage. Men hans latter får en overtone, da jeg spørger om de så også serverer lama til middag i aften.

- Det må være den sorte side af mit sind, der et øjeblik strejfer min indre nethinde, forestillingen om, at her under den skønne overflade, kunne foregå noget grusomt. Det kunne være en hemmelig infam loge eller en religiøs sekt i løssluppent overmod bag dette perfekte skalkeskjul. Men måske dukker den slags fantasier op, netop fordi her er så smukt og idyllisk? Jeg tænker, at Patricia Highsmith sikkert kunne have fået noget ud af stedet her, men hun blev jo for det meste hjemme, på skyggesiden af de Schweiziske alper, med sin øl og savnende sikkert ikke noget i den retning.

De har endda en kokkeskole tilsluttet deres gourmetkøkken, som er en del af restauranten. Vi sidder i den høje lade og kan se kokkene svinge panderne og de raffinerede retter blive anrettet på hver sin smukke tallerken, med en alvor og en koncentration, som galt det liv eller død. Men det er nu godt, at de tager sig selv så højtideligt, for maden er vidunderlig.

Senere går vi en lang tur. Blackberry Farm er nærmere en park i engelsk stil, en meget velplejet vild have. Med stor forståelse for naturens orden har man ladet naturen få det største råderum. Græsset gror højt med bellis og hjertegræs og andre engblomster, for plænerne er kun slået i kanten. Da vi følger stien langs floden, står der en lys dreng og fluefisker.

Vi sætter os i skyggen af det lille bådehus ved kanten af søen og hører  fuglene synge med forskellige næb.

Den lune brise sender hvid lyd gennem træernes kroner. Lamaerne græsser i skyggen, det er varmt og luftfugtigheden meget høj.

Guldsmede er guldsmede og svaler dykker ned og fanger insekter på vandoverfladen. Det er et syn at følge de jagtende svaler og plaskene fra karper, der fra hver sin side, bryder vandoverfladen, og farver søen hvid et kort sekund.

Posted in Historie | Comments closed

Westglow

Westglow, Resort & Spa ligger i Blue Ridge Mountains, North Carolina i noget der hedder Blowing Rock.

Stednavnene må være hentet direkte fra de oprindelige amerikaneres måde at beskrive verden på. Men bortset fra navnene ” blæsende sten” eller Chattanooga eller navne hvor farverne red, blue eller yellow beskriver bjergryggenes tonalitet, er der ikke længere tegn på, at her for kun et par hundrede år siden, boede en helt anden befolkning. Mennesker som tænkte anderledes, som boede og spiste på en anden måde, og som i langt højere grad levede i samhørighed med naturen, end de som kom, slog ihjel og tog over.

Nu tales her et syngende, trægt, sydstats amerikansk og alle er klædt på som i filmen ”Dynasty”, TV-serien der hittede i 80´erne. Her går Krystle Carrington´er og Alexis´er endnu rundt med bobbede løvemanker og guldknapper på de kulørte skjortebluser i tyndt stof.

Westglow ligner da også en rigtigt ”Borte med blæsten” herregård, hvidmalet med sydstatssøjler på verandaen foran dagligstuen, hvor pejsen nu er slukket.

Forbi forberedelsen til et bryllupsarrangement i det fri, går vi over på spaens fitnesscenter.

Helene hopper, cykler og løber, på en gang, i en af de der halvmekaniserede apparater. Jeg kan slet ikke forstå hvordan hun bærer sig ad, jeg prøver, men maskine og mand er ikke et, så jeg springer i stedet i poolen og deltager i vandgymnastikken sammen med gruppen af unge kvinder og en ældre dame, der sakker bagud, når vi andre, kluntede som søløver på land, forsøger at hoppe sidelæns i vandet, ude af takt med musikken.

Senere klæder vi os om, i noget der minder lidt om det, en Fallon Carrinton Colby eller Dominique Deveraux, (Blake Carrintons illegitime halvsøster) ville have taget på til lejligheden, og sætter os ud på den overdækkede veranda, med skoven for foden af bakken, spiser, drikker et par glas vin og fortsætter samtalen fra før.

Jeg siger, at jeg endnu ikke har fundet den rigtige indgangsvinkel til at skrive den historie, der skulle handle om vores far. Problemet bliver ikke mindre af det ambivalente forhold jeg selv har til ham. Det føles rigtignok, at være taget af sted med det mål for øje, for hans historien er spændende og en del af vores fælles erfaringsgrundlag. Men det er også en meget slidt historie, den om holocaust, en historie der er fortalt og genfortalt med mange munde.

De jøder jeg traf i Grækenland ville gerne have at jeg skrev min fars historien, blandt andet fordi et stigende antal idioter og almindelige ignoranter, dementerer at holocaust fandt sted overhovedet. Direktøren for det jødiske museum i Athen mente, at det endda ville være en fordel, at jeg ikke var mere jøde end jeg var, da jeg som dansker ville have en anderledes vinkel, end de der var jødisk opdraget og måske på grund af indforståethed ikke nævner det ”alle ved i forvejen”.

Mine søstre derimod har intet behov for at jeg skriver om ham overhovedet, men da de holder af mig, vil de heller ikke forhindre mig i at fortælle min version. Og min kære mor har sin egen historie at fortælle og det har hun gjort ved at skrive dagbøger og breve gennem et helt liv. Hun har bedt mig om ikke at blive nævnt i denne sammenhæng og det vil jeg naturligvis respektere.

Selv tror jeg, at jeg vil skrive historien om ham fordi jeg stadig elsker ham og fordi jeg tror at jeg kan. Daniel Benveniste var et usædvanligt menneske på mange måder, original, dygtig, analyserende og meget modig og han gjorde meget godt for andre mennesker, som læge og som ven.

Foreløbig er jeg kun ude på at samle indtryk og forsøger at pejle mig ind på stoffet fra forskellige vinkler. Det er også et stort ansvar at tage på sig, at fortælle et andet menneskes historie og jeg har læst mange skildringer, der rent sprogligt var en katastrofe og det vil jeg meget gerne undgå. For det burde kunne lade sig gøre at behandle et stof, der selv om det er komplekst og meget sørgeligt, alligevel hviler i sig selv og ikke kun overlever fordi det er et vigtigt vidnesbyrd.

Min far, som jeg fra nu af vil kalde ved sit navn, lærte mig at to parallelle linjer aldrig mødes, men da jorden er krum mødes to parallelle linjer mindst to gange. Denne tanke trøster mig lidt, for så kan jeg forestille mig de to historier, min fars historie og min egen historie, der på grund af jordens krumning mødes to gange, og så må jeg blot være opmærksom og slå til lige der, første gan, gforestiller jeg mig, er historiens indgangsvinklen, men når de krydser anden gang må jeg være parat til at springe af.

Da vi næste dag står på trappen i hallen og er ved at skulle af sted siger jeg til Helene at det egentlig ikke er sandheden jeg er ude efter. Sandheder, dem findes der lige så mange af som der findes mennesker. Det er mere, den enkeltes version af hvordan verdenen hænger sammen, der interesserer mig. Hver og en af os vælger, mere eller mindre ubevidst, de fakta der passer bedst ind i sammenhængen.

At finde frem til hvad der rent faktisk skete vil være meget svært. Men den enkeltes udlæg fortæller alligevel den lyttende en hel del. For hvorfor nævner han eller hun lige netop de situationer og undlader at tale om andre hændelse, der i mine øjne, må have haft en endnu større indflydelse på, hvor vedkommende landede i sit liv. Men det der i stedet bliver nævnt, fortæller os noget om de drømme og ønsker, han eller hun opnåede, eller i hvert fald sigtede efter.

Derfor bliver resultatet heller ikke en endegyldig sandhed om hvordan Daniel Benveniste var og helt nøjagtigt hvad der skete i hans liv, det må nøjes med at blive min version, hvad jeg husker, hvad jeg ser og hører, blandet med det som jeg ikke opfattede eller fik at vide.

Posted in Historie | Comments closed

On The Road

500dscn0376-copy

Jeg læste Jack Kerouac’s bog ”On the roads” fra 57. Hans beskrivelse af sig selv og sine venner på rejse gennem det amerikanske kontinent havde sat sig fast i mig. På et tidspunkt ligger han, på ladet af en truck sammen med andre, der er på vej og kigger på stjernehimmelen over sig og mærker de endeløse sletter glide forbi gennem natten. Den følelse af at være på bar bund, men ét med altet, kom jeg til at længes efter, jeg kunne genkende fornemmelsen for sådan havde jeg selv rejst da jeg var helt ung.

Med Helene blev det nu ikke helt sådan. Men så havde jeg heller ikke pakket ligesom Jack Kerouac og indrømmer blankt, at jeg end ikke tøvede med at skyde Jack lidt til en side, og skifte hans frie beatnik-stil ud med den ekstravagante luksus, Helene linede op for os og tænkte, at jeg hurtig nok kunne blive indhentet af Jack.

500dscn0380

I North Carolina lufthavn bliver vi shuttlet hen til den lejede bil og kører hen og får os en øl og nogen Tacos på en bar i Ralaigh, Durham. Helene er uddannet på Duke Universitetet som anæstesiolog og har arbejdet en del år som forsker på universitetet. Hun forskede blandt andet i hvad der sker med hjernen, når den ikke får ilt nok. Jeg besøgte hende dengang og fulgte et forsøg, med en lille hvid rotte som skulle ind i en MR scanner. Helene er meget glad for dyr og gør alt for at rotterne ikke skal lide under forsøgene. Rotten her, som var bedøvet, fik det dårligt og jeg oplevede hvordan hun gav den lille krop hjertemassage med tommelfingeren og fik den tilbage til live igen, det var imponerende.

500dscn0328

Det er lang tid siden sidst og vi skyder os kun langsomt ind på hinanden. De store kredsløb omkring arbejde og familie findeler sig i mere detaljerede episoder og vi springer sammen ned i dybere og mere vigtige lag.

Jeg har mange søskende og er meget knyttet til dem alle, men vi bor i hvert vores land, så det er sjældent at vi ses, men når det hænder er det ikke usædvanligt, at vi åbner os og fortæller den vi er i nærheden af hvad der er sket os.

Denne gang er det mest mig der fortæller, og jeg er fuldstændig tryg, for Helene er klog og jeg ved at hun vil mig det godt. Det er ikke fordi hun siger så meget, hun lytter og når Helene er stille, er man ikke i tvivl om, at det er fordi hun tænker. Hendes analytiske sind fornægter sig da heller ikke og jeg får en respons tilbage, som jeg kan bruge, til at pejle mig selv fremefter, så jeg kan se situationen udefra og forstå.

Jeg kigger på hende fra passagersædet og løfter foden op på handskerummet og springer tilbage i tiden og fortæller hvad jeg husker fra vores barndom, hændelser som er meget anderledes og mere positive end de hun husker. Jeg trævler den ene begivenhed op efter den næste, men hun genkender kun svagt det jeg beskriver, for Helene husker bagsiden meget bedre.

500img_0740

Vores far var en meget sammensat og kompliceret natur, hvilket selvfølgelig ikke er en fyldestgørende beskrivelse. Man kunne nemt tilføje at han havde oplevet meget dårligt, men det ville stadig ikke forklare, hvorfor han i den grad tyranniserede og manipulerede sin egen familie, som han elskede og havde han forstået den skade, han forvoldte sine nærmeste, var han helt sikkert blevet endnu mere ulykkelig, end han var i forvejen, men det gjorde han ikke.

Under alle omstændigheder reagerede vi forskelligt, måske i forhold til den dose vi hver især var udsat for, som til dels blev bestemt af den rækkefølge vi var født ind i. Da jeg, som 4. pige i flokken, blev beskyttet af min ældre søstre, udgjorde mine mén forskellige nervøse trækninger og en konstant rømmen, en vane som først fortog sig da jeg blev voksen. Jeg udviklede også overdrevent gode antenner, der konstant opfanger stemninger og dulgte signaler, hvilket er meget forstyrrende når jeg skal koncentrere mig. Og så selvfølgelig, den meget almindelige skavank, en meget ringe selvværdsfølelse, som jeg har haft mine kampe med siden.

Mine ældre søskende derimod oplevede hans angst og paranoia i langt højere grad og har hele deres liv måtte lære at skille begivenheder ad for at finde ud af, hvornår en reaktion stammede fra deres far eller om deres måde at reagere på, var en del af deres egne karakter, hvornår var det ikke var deres tanker, men hans, der dominerede en tankerække. Denne konflikt har præget deres liv og derfor har de forståeligt nok ikke meget godt at sige om ham. Men det hat været magtpåliggende for os alle at forstå, fordi han havde været alt for langt inde over os, hvad enten det var af kærlighed til os, had til sig selv eller blot angst for hvad der kunne ske os.

Det er klart at alle mennesker er et produkt af et givet mix af gener og opvækstvilkår, men på et tidspunkt indså jeg, at hvad enten ens blanding var påført én gennem opvæksten eller om man blot havde fået udleveret et let sind, en overfølsom natur eller en besværlig karakter ved fødslen, kom resultatet ud på et – enhver bliver nødt til at tage ansvaret for sig selv, på sig selv. Bebrejdelser og anklager må på et tidspunkt holde inde og hver især må se på det resultat, der ligger én i hænderne og så vidt det, efter omstændighederne er muligt, rette de træk, man ikke bryder sig om og lære at leve med alle sine mangler og skavanker og forsøge at udnytte de fordele, der er blevet en forundt. Lige så vigtigt er det at lade være med at dømme, hverken sig selv eller andre for hårdt, fordi det er så svært som det er, at få et liv til at fungere.

Ifølge sine græske venner var min far, Daniel Benveniste et geni, han kunne raisonnere fængslende over filosofi, musik, videnskab og politik og fascinerede alle med sin tale. Han blev siden også meget anerkendt i danske lægekredse, som en selvopofrende læge, der var fantastisk god til at stille en diagnose og en virkelig dygtig kliniker. Det er 27 år siden han døde, men jeg møder stadig folk, der får lys i øjnene, når de fortæller mig at han var noget helt særligt. Fælles for alle er, at det var svært at forblive uberørt af hans meget intense væsen.

Derfor er det svært at skrive om ham og jeg føler at det er som at gå i en mose

Jeg skal ikke undervurdere hans smerte over have mistet hele sin familie, undtagen en bror Salvator, som overlevede koncentrationslejren i Auschwitz, men jeg vil heller ikke undskylde, hvad han sidenhen har forvoldt af smerte på sin egen familie. For den nervøse og logisk kalkulerende mand, der kontrollerede hver bevægelse vi foretog os som små, den mand var han også før krigen, før hungersnøden og den græske borgerkrig. Han var stolt og en mand, der forstod at hævne sig og det har sikkert været disse træk, der gjorde det muligt for ham at overleve krigen. Men i Danmark hørte så mange følelser ingen steder hjemme, der var al for mange følelser.

Så jeg er taget af sted på denne rejse for at forstå mere, forstå hvorfor han ikke fugte sine venner til USA og hvordan så hans venner på ham? Hvordan var de overfor deres børn ? Og jeg indser undervejs, hvor stor en rolle kulturen spiller, hans alt for voldsomme udtryk i det danske og alle de misforståelser der opstod på grund af den forskellighed, De store massive misforståelser og de utallige små, som ligger i sprogets kringelkroge, hvor udtrykket her til lands er underspillet og spidsfindigt, hvor man her som ros siger, at det ikke så dårligt og hvor man i stedet for et iltert mundhuggeri fryser ”idioten” ude eller taler bag om ryggen, på den der skiller sig ud.

Men faktum er at vi ikke har været i stand til at få ham ud af systemet selv om vi prøver at glemme ham.

Han må have hadet sig selv, siger Helene og hentyder til den smerte han må have følt ved selv at have overlevet og ved ikke at have været i stand til at beskytte de han elskede.

Imens jeg tager billeder af det Amerika der glider forbi.

500dscn0374

Posted in Historie | Comments closed

Bigger, better

500dscn0258

Det slår mig gang på gang hvilket effektivt samfund USA er gået hen og blevet. Serviceniveauet er højt og infrastrukturen meget logisk bygget op. Gaderne ligger vinkelret på hinanden, ofte numrerede, eller med Nord, syd, øst og vest angivet, der fortæller dig hvor du er i forhold til verdenshjørnerne .– Det er en stor hjælp, hvis ellers systemet går op for dig, og det gør det for mange.

500dscn0358

Forkortelser er meget anvendte. Her er vokalerne sparet væk.

Effektiviteten går igen overalt, og betyder  givetvis, at der spares både tid og penge, men det kan vel også blive for effektivt.

F.eks er mange tage lavet at en slags tjæretegl med noget krymmel strøet på, i forskellige mørke toner. Små skråt skårne bidder er stykket sammen som tagsten og det ser ud af helvede til. Som tag er det for fladt efter min smag, men jeg er sikker på, at det er et ret godt tag, der ikke trænger til megen vedligeholdelse og så er det sikkert også ret billigt, men grimt er det altså. Det er især tagene på alle de fastfood stalde, jeg har bidt mærke i, som findes overalt: Burger King, Jack in the Box, KFC, Subway, Mac Donald, hvor du kan købe junkfood for meget få penge.

Det eneste sunde, er nok den tavle med kalorietal, som alle disse etablissementer nu er blevet påbudt at sætte op, så du kan gå hen og læse helt nøjagtig hvor mange kalorier, der var i din double cheeseburger med fries, samt den liter cola, du lige har inhaleret.

Det smager sådan set godt, måltidet – det forfører barnet i én, men hver gang jeg har spist der, mærker jeg først forsent, at jeg har fået for meget af det.

500dscn0373

Man holder op med at undre sig over hvorfor der er så mange overvægtige, der stavre rundt med indadvendte knæ eller bliver kørt rundt i dobbelte rullestole. Portionerne er for store, – alt for store og den billige mad for usund. Tomat og salat i burgeren koster ekstra, mens ketchup, der er fyldt med sukker og mayonnaisen, ikke koster noget.

På tankstationer og i drugstores står køleskabene fyldte af kulørte ½ liters soft drinks. Sparkling water, er som regel kun til at få på finere steder. Almindeligt vand på flaske er til salg, men har tydeligvis ikke høj status og bliver ihvertfald ikke vist frem på samme måde -så drikker de hellere vandet fra hanen, som myndighederne fortæller er godt og bakteriefrit – det tror jeg, men det smager af klor, hvilket ikke synes at genere nogen.

500dscn0363

Der må være sket noget med størrelsesforholdene dengang europæerne i sin tid besatte Amerika. Centimeter blev til inches, kilometre til miles og celsius til fahrenheit, enheder der alle er større end de europæiske. Her bruger man gallons og acres og når man kigger ud over de enorme landskaber kan man egentlig godt forstå det, for du fornemmer at vidderne fortsætte bagved dit bliks rækkevidde.

Her kan Harzen og Swarzwald ikke følge med og selv om jeg godt ved at Kaukasus og De Sweiziske Alper er ret store, kan det alligevel ikke sammenlignes med det fur, som det amerikanske kontinent fik, dengang det blev skubbet sammen og dannede sine bjergeformationer og søer.

Men den amerikanske metabolisme er ikke større end den europæiske.


500dscn03601

Manden her, var fuld som en allike, men han kunne sagtens forklare os præcist og meget venligt, hvor den næste åbne tankstation lå.


Posted in Historie | Comments closed

Smoothies

500dscn0252

Helene går hen og køber os noget at drikke. Vi har sat os i afgangshallens bar og jeg sidder i en lænestol og får øje på en ansat der arbejder bag disken med noget jeg først ikke forstår hvad er.

Vor herre har lavet hende på en mandag efter arbejdstid og har sjusket noget. Tyngdekraften har arbejdet videre på hende og trykket hende ned i et S.

Firmaet hun arbejder for, har givet hende et grønt forklæde på og en hvid kasket med logoet printet på foran.

Hun er i gang med at lave to smoothies på en gang. Det hele er linet op i containere med trykke-tude og flasker med essenser. Hun arbejder koncentreret og holder de to blenderkander i den ene hånd og presser et skvæt af chokolade ned i den ene kande, og noget rødt i den anden og bliver ved med at komme små sprøjt og skefulde af ditten og datten ned i kanderne. Jeg forundres over at hun kan holde styr på de indviklede drikke, men hun arbejder sig pragmatisk fremad og bliver ved med at komme forskellige mængder af noget i, en ekspert på området, engang må have sjusset sig frem til. Hun slutter af med knust is og sætter den ene blenderkande i maskinen, lukker det beskyttende låg henover kanden, trykker på start og drømmen af en tyk drik drøner derudaf.

Imens får den anden kande endnu et smagsindtryk og sin egen is og bliver sat i den første kandes sted. Den færdige drik hælder hun på et bæger – mængden passer præcist til papbægeret, men så kommer der gudhjælpemig også flødeskum på – fra en rustfrit stålpistol, så skummet danner en lille forhøjning over bægerets kant, men det gør ikke noget, for låget hun sætter på bægeret er hult og rører derfor ikke ved skummet, når det klikker på plads.

Posted in Historie | Comments closed

The Magnificent Mile

Chicago er en lige så smuk by som Venedig, bare meget yngre.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg stod af bussen i downtown. Skyskraberne, den ene mere fantastisk end den næste, rejste sig omkring mig på alle sider.

500img_16451

Bygningernes glasfacader brillerede i eftermiddagssolen, på en måde jeg aldrig havde set før. Vinduesglassene er buede og danner denne ”tekstile” effekt og spejler de omkransende højhuse i tusinde mindre enheder. Det er en by der får én til at slække på underkæbeelastikken i stille måben.

500img_1720

500img_1696

500img_1682

Jeg står på en af broerne og kigger ud på The Magnificent Mile, hjertet af byen hvor Chicago river løber ind fra Lake Michigan. Ja, jeg har ikke skrevet forkert når jeg siger, løber ind og ikke ud i Lake Michigan. I 1885 besluttede man sig for at vende flodens retning, så byens spildevand, der indtil da havde forårsaget kolera og dysenteri, ikke løb ind i søen og ødelagde byens naturlige ferskvands reservoir. Enorme flokke af irske og tyske fremmedarbejdere kom til Chicago og flyttede en usandsynlig mængde jord – noget i retning af hvad der blev flyttet i Panama kanalen og sendte Chicago River sydpå og forbandt den med Des Plaines River.

Det er virkelig interessant læsning: http://americanhistory.suite101.com/article.cfm/reversing_the_chicago_river

500img_1746

500img_16982

Chicago River opdeler byens midte, med sin nordlige og sydlige arm, i tre sektioner. Der hvor de mødes danner vandet en stor åben plads, hvor en båd sejler forbi med arkitekt interesserede turister. Her sidder jeg, næste dag, på dækket og lytter til den slanke midaldrende guide, der hurtigt og levende fremlægger byens historie for os. ”Ved i hvor mange broer vi har sejlet igennem på denne tur?”, spørger hun os. Det kan vi ikke svare på, mundlamme og ærbødigt overvældede, som vi er midt i solskinnet . ”25” siger hun glædestrålende og fortsætter med at fortælle hvordan de tunge støbejerns broer er så velafbalancerede, at der kun skal noget, der svarer til en folkevognsmotor, til at åbne og lukke dem. Hvis man kommer en søndag eller onsdag morgen kan man se den ene bro efter den anden åbne sig hele vejen ud til Lake Michigan, så flokken af sejlbåde, der har samlet sig, kan sejle igennem.

500img_1732

The Wrigley Building, fra 1931 er et mesterværk, den blev bygget på en formue skabt af en sodapulverfabrikant, der lagde et lille stykke af den nye opfindelse, tyggegummiet, i hver pakke soda. Det blev så populært, at han senere droppede sodapulveret og udelukkende beskæftigede sig med tyggegummiet.

500img_1634

Efter en brand i 1871, der rasede i 3 dage og grundigt destruerede byens centrum, benyttede byens spidser sig af lejligheden til at omstrukturere byen. Chicago var på det tidspunkt i hastig udvikling. Trods overbefolkning, elendig sanitære forhold og forfærdelig arbejdsforhold var byen blevet rig, gennem sine stålmøller, sine skove og kornlagre i det frodige Illinois og på grund af sin strategiske beliggenhed for transport og shipping.

Så man gik straks i gang med at genopbygningen og tilkaldte tidens bedste arkitekter der siden skulle danne Chicago skolen. De brugte nye avancerede teknikker der bestod af et stål skelet, der kunne beklædes med ikke bærende ”gardin” vægge. Siden kom Mies van der Rohe til og gav Frank Lloyd Wright hård konkurrence som Amerikas førende arkitekt. Mies blev tilbudt at lede arkitekturskolen i Chicago og dannede den anden Chicago-skole.

500img_1742

http://da.wikipedia.org/wiki/Ludwig_Mies_van_der_Rohe#Den_anden_Chicago-skole

Jeg bevæger mig i zigzag langs floden, op over en bro og går et stykke hen ad The River Walk, langs floden og op igen på den anden side for at se byen fra alle vinkler. Ordet ”magnificent” popper op i mig hele tiden, som boblerne i en sodavand og eksploderer på læberne. Det regner og jeg har hætten fra min anorak slået op så jeg kan modstå bygerne. På en af se de 25 gamle jern broer venter jeg lidt med at tage et billede, da trafikken kører rumlende hen over den nubrede overflade og for det hele til at ryste.

500img_1622

Jeg takker de som anbefalede mig at besøge Chicago og kan kun sende anbefalingen videre til de der har mulighed for at besøge byen for, hvis New York er great vil jeg sige at Chicago er grand.

Posted in Historie | Comments closed

Chicago

500img_0515

CHICAGO

Efter 4 – 5 sødladne videoer og 8 timers flyvning, lander jeg i Chicago lufthavn og tager en Taxa til hotellet, som ligger langt fa´en i vold nord for byen. Men Super 8 Chicago var ikke så dyrt som de hoteller tættere på og der stod at der var gode forbindelser ind til byen. Så kort tid efter sidder jeg sammen med mit jetlag på en bænk og venter på 147’eren der kører helt ind til Michigan Avenue.

Det småregner og jeg prøver at indprente mig et eller andet kendetegn på den ret anonyme vej så jeg kan finde tilbage. En tankstation Citgo bliver det tydeligste. Jokere løber forbi, små sorte børn med barnevogne og forældre, damer med indkøb i plastikposer til aftensmaden, på vej hjem. Bussen kommer og efter lidt fumlen med mønter, jeg ikke kender værdien af, i forhold til deres størrelse, finder de alligevel vej ned i de rigtige sprækker, sammen med en seddel, der bliver slugt gennem en sligte med en sjov lyd og vi kan køre af sted.

Bussen er lang og delt på midten, sæderne i bussen vender alle ryggen til udsigten undtagen den bagerste række, så der sætter jeg mig. En uheldig opdeling af vinduet gør det svært at se ud, men jeg synker lidt ned i sædet og kigger på parcelhusene i træ, der ligger skulder ved skulder langs vejen. De ligner kulisser og præfabrikater, der er bygget et andet sted og rejst på tre en halv time. Små søjler bærer halvtag foran indgangs dørene og der er meget grønt i området.

Fire sorte drenge sætter sig i min afdeling. To små på 7-8 år og to teenagere. De snakker om en der er i fængsel og jeg høre ord som sucker, murder, jail – det lyder som om de kender noget til den, det er gået så skidt for. De er nu i godt humør og ret søde, jeg kigger på den ene teenagers gummisko, de er hvide og buksebenet fra hans jeans går ud over skoen. Hælen har slidt bukserne i stykker fordi han længe har jokket på stoffet, de sidder også langt nede, bukserne – faktisk under røven, spændt fast på den øverste del af låret. Jeg ser, da han læner sig frem, at han har ternede boksershorts på, men udenpå dem har han nogle andre bukser i tyndt polyester af den slags man bruger til fodbolds trøjer, og det er disse mellembukser, som han sidder på. De andre er klædt på samme vis og jeg synes at det ser helt fantastisk og mærkeligt ud.

Den ene lille dreng har, på halvdelen af sit korthårede hoved, fået et mønster barberet henover skallen, som en sand New Zealandsk warrior – det ser også godt ud. Han trækker en iphone op af de løse bukselommer og plugger de hvide ledninger i ørene og synes at det lyder godt og vugger lidt i takt med musikken, som vi andre ikke kan høre. Den anden store dreng overtager udstyret, til den lilles helt tydelige fortrydelse og nyder musikken overdrevent, synger lidt med og ”er sjov” med armene og det hele.

De er underholdende det indrømmer jeg, da en lille stemme fra den anden lille dreng piber: ”She is stearing, why is she staring, whats wrong with her” og det går op for mig at det er mig han hentyder til, så jeg undskylder straks og forklarer at det er fordi jeg lige er kommet til landet for få timer siden – og at jeg ikke kunne lade være med at kigge på deres bukser og undre mig over, om de ikke faldt ned når de gik? Ham den store, der sidder nærmest griner lidt forlegent, taget bag facaden som de er og siger, ”Nej nej, det gør de ikke, de bliver siddende hvor de skal”. ”Heller ikke når i løber?”, men nej, det er som det skal være og de spørger hvor jeg kommer fra og den slags og jeg svarer ”I am from Denmark, Europe, northern Europe”, ”Oh, so you are exploring the city”, ”Yes, first time…”. Efter disse udvekslede venligheder og undskyldende forklaringer, vender jeg blikket ud af mit vindue og ser ud på Lake Michigan, der ligger som et stille hav bag en park vi kører forbi.

Lidt efter står de af og jeg ser at de vralter, som små ænder hen af fortovet for at holde bukserne oppe. Den ene lille dreng må endda hjælpe til med den ene hånd, for enten er de små lår ikke muskuløse nok, eller også er bukserne for store.

Helene fortæller mig sidenhen at stilen er en sympatisering med fængselsfanger, der i fængslerne får standarddragter udleveret, der ofte er for store og jeg ser de fire drenge for mig svinge det ene ben sideværds foran det andet som om de havde lænker om anklerne.

500img_05251

500img_0522

Posted in Historie | Comments closed

Himmelelementet

500img_0490-2 Vi plukkede oliven, et lille hold på tre, Jens Lysdal, en fornylig genfunden gammel ven af mig, hans portugisiske kæreste Zá og  jeg. Vejret var vidunderligt, efterårets klare morgenkulde blev overbevisende lagt ned af solen i løbet af formiddagen. Vi fulgtes ad fra træ til træ og var kommet ind i en vis rutine. I store grønnne net, spredt ud som duge, landede de plukkede oliven fra vores hænder og river. Jens stod på jorden med sin rive på et skaft, Zá på en stige op ad træet og jeg på en gren inde midt i træet.

500dscn2047Ja her er det altså omvendt

Zá fortalte hvordan hun, da hun var lille, med sine søskende, sine fætre og kusiner, var blevet vækket kl. 6 om morgenen for at plukke oliven. Det var koldt og mørkt så tidligt, men de skulle være med sammen med resten af familien og først om eftermiddagen måtte de løbe ned på stranden i Algarve for at lege. Det tog dem kun et par dage at høste træerne, men det var en årlig tilbagevendende begivenhed, som hun huskede med et lille smil og et blik der vendte indad. Jeg så på hende gennem grenene og selv om jeg lige havde mødt hende, kunne jeg se hvem hun var. Det var især hendes bedstemor, der havde fortalt historier og fabler og ting fra sin barndom og så havde de en skik, hvor den ene sang en strofe som en anden skulle digte videre på og det havde været sjovt.

img_0446

img_0447

img_0469

Det gjorde vi også – på en måde, det vil sige vi lærte Zá at synge: ”Idag er det Jenses fødselsdag, hurra hurra hurra”, for to dage før, havde vi sunget sangen for en af vennernes veninde Claudia, som var blevet 50 og Zá havde bidt sig fast i omkvædet, selv om det tog os lidt tid at regne ud hvad det var for en underlig lyd hun sang, ra.. ra.. fra tid til anden. Siden forsøgte hun at lære os en populær fado, men det var langt sværere, men omkvædet lød oversat (omend ikke gendigtet) ca. sådan:

Det er et portugisisk hus helt sikkert

helt sikkert er det et portugisisk hus

Fire hvidkalkede mure

og en duft af rosmarin,

en gylden klase druer

og to roser i haven

En flise af San José

og så forårsol –” e mais sol de primavera”

Et løfte om et kys

og to arme der venter på dig

Det er et portugisisk hus helt sikkert

helt sikkert et portugisisk hus

Da da da …da da da – en dejlig sang på et svært sprog fra Salazars fasist tid.

Dejligt var det under alle omstændigheder, hernede bagerst på grunden, hvor jeg ellers sjælent kommer, i gyldent efterårslys, akkompagneret af det lille smæld fra bærrene, der hoppede ned ad aluminiumsstigen.

Det gik lige pludselig op for mig at mine venner slet ikke havde set den romerske ruin og hulen, som ligger lidt op ad bjergsiden på grunden. Så vi slipper river og net og lader oliven være oliven og begiver os hen til indgangen, der altid er lidt svær at finde, halvt vokset til som den er af krat. Stien fører op til den romerske ruin, der idag kun er et hjørne af en meget smukt bygget mur, med en lav buet indgang. Taget, på det, der højst kan kaldes en lille et-værelses, er en kæmpe rund sten, der er landet heldigt ovenpå en anden sten, for mange tusinde år siden, isen efterlod den her. Vi er blevet fortalt, at det er romerne der har bygget videre på konstruktionen, og hvorfor skulle det ikke være det – at romerne har lagt deres vej her forbi, er der mange andre beviser på i området. Jeg må også se at få sat et mærke, ihvertfald få repareret romernes mur, der er ved at falde sammen i den ene side.

500img_04821500img_04921Tobias og Simon, Jørgens sønner, gravede engang ud under stenen og fandt en masse potteskår, men hvor gamle de er fandt vi ikke ud af. Hulemennesker, romere, maurere, visigotere, portugisere og nu tilfældigt forbipasserende som os, kommer og slår sig ned i nogen år, dør, og så er der andre der tager over.

Vi passerer enorme blødt formede klippestykker der ligger henslængt på en glat bjergskråning, korktræer, gyvel og brombærkrat vokser på stien, der munder ud i en stor lysning. Her må have boet mennesker altid, det siger sige selv, vand, vildt og beskyttelse fra de store klippeblokke hele vejen rundt.

500img_0494En enorm klump på måske 10 – 15 meter i diameter er landet så den danner en lav hule, hvor spor fra ild aftegner sig på hulens loft. En sprække i stenen sender lys ned til bunden og her er nærmest hyggeligt, så vi sætter os og er hulemennesker en stund og nyder den samme udsigt som de før os. Siden går vi rundt om hulen og op på den store sten, der danner hulens tag, og kan se borgen i Marvao, som maurerne har bygget langs bjergets ryg.

500img_0512Vi lader blikket pejle rundt langs horisonten henover aftengyldne olivenmarker og heroppefra, i 400 meters højde i retning mod vest, fornemmer vi at atlanterhavet ligger. Luften genlyder af fåreklokker, på får, der er på vej hjem.

500img_05281

Vi havde aftalt at komme op hos Henrik og Thyra klokken seks for at nå at se solen gå ned fra deres varmtvands bassin, som Henrik selv har bygget. En rund sag med stenfliser og siddepladser hele vejen rundt og en brændeovn nedsænket i den ene side, med skorstenen oven vande. Henrik tænder op 3-5 timer før, så vandet har kropstemperatur. Vi kommer lidt for sent, men er glade og opstemte, over det vi har set, så vi skynder os at skifte og hopper ned i det dejlige vand til Henrik og Thyra, der sidder i bassinet allerede med et perlende glas rosé på kanten af bassinet.

Jeg har taget nogle flasker øl med og vi fyldes af velbehag i vores arbejdsømme kroppe og nyder udsigten, øllen og venskabet. Alle småsnakker lidt på kryds og tværs i munden på hinanden, vi åbner øl på trillebørens håndtag, der står ved siden af, da jeg ikke har taget nogen åbner med. Henrik passer ovnen og lukker vand ud, da vi nu er flere der fylder og Thyra gerne vil have lidt koldt vand i for at regulere temperaturen.

Roen falder over os og vi taler om oliven og genfortæller hvad den ene fortalte den anden – at plukke oliven åbner for barndommens lager af billeder og brudstykker fra dengang vi var små, måske fordi vi var så meget udenfor og lyset og luften, eller bare det at stå i et træ, bringer os tilbage.

europa-rundrejse-sep-okt-2009-131Zoe, der havde været med til at plukke oliven på Henrik og Thyras træer to dage tidligere, havde fortalt mig om sin tid i Sydafrika, om forholdet til sine forældre og bedsteforældre. Hvordan familien var landet der, hvad hun havde modtaget og måttet undvære, en hård pigekostskole i England, ondskabtfuldt hockey, antydninger og beskrivende forklaringer om andres forventninger til hende, som hun ikke følte sig istand til at indfri – Henrik forærede hende en vindgenerator han ikke havde brug for længere, som hun blev meget glad for – jeg har lige talt med hende, hun er igang med at plukke sine egne oliven.

europa-rundrejse-sep-okt-2009-136Det er Zoe der sidder i træet her til højre i billedet og plukker

Jeg bringer den samtale op, jeg nogen dage tidligere havde med Henrik og Thyra og fælles venner, Thomas og Maria der var på besøg, om hvad stedet betyder for os, når man tænker på alle de kræfter og kroner der er smidt i foretagenet gennem de sidste mange år. Er et smukt sted mere inspirerende for kunstnerisk arbejde? Ingen hindring, sagde Jørgen i telefonen, – også Picasso og Matisse boede smukt og arbejdede fint i skønne omgivelser.

Men mindre kan gøre det, meget mindre. Når jeg tænker på stakkels Osip Mandelstam, der skrev de mest fantastiske digte under de værst tænkelige omstændigheder. Dermed ikke sagt at vi har brug for en kummerlig tilværelse for at noget godt kan komme ud af os. Nej, et godt sted at arbejde er helt afgjort inspirerende, men det er ikke altafgørende, det må jeg indrømme, det er der masser af eksempler på.

Men jeg føler alligevel trang til at forsvare, at jeg har brugt så mange kræfter her, som jeg istedet kunne have brugt på at lave skulpturer og så endda her, på dette publikumsløse sted, med naturen som nærmeste sparringspartner.

Det, som har været drivkraften lige fra starten, var erkendelsen af at der nogen gange sker noget helt specielt mellem mennesker, at man lige netop dér, er åbne og modne til at lytte til hinanden og se hvem vi i virkeligheden er. Vi låner en fremmed øre og samtidig lære noget om os selv. Det der tricker det, er den rigtige konstellation af tid, sted og mennesker.

Det rigtige tidspunkt kan vi ikke regne ud, de fine oplevelser skal vi være modne til at kunne tage imod og hvad samvær mellem mennesker angår, sker det ofte at en aften aldrig letter, selv om hver især af vores gæster er de bedste og sjoveste af vores venner. Der skal mere til for at rive os ud af de ringe af travlhed, vores hjerne bliver holdt fast i, på en stresset hverdag. Det mener jeg at stedet kan have bedre held med at sætte i scene. Stedet kan vi bedre styre og derfor har jeg brugt så mange kræfter på at bygge i Portugal, isoleret fra omverdenen som her er, råt og smukt på samme tid. Det er jo ikke det fine og dyre der tæller, det skal være smukt på en anden måde, for luksus kvæler nemt liv og det spontane.

Jeg har tit oplevet at Fazenda do Feliz kan forstærke stemningen, for her ser ud, som verden burde se ud i en fælles hukommelse og det smitter af, det får det bedste frem i os og vi bliver nærvænde, som Jens siden udtrykte det, at det et sted hvor man både kan være eller lade være.

500img_0127Udsigten oppe fra Henrik og Thyra

Henrik og Thyra har taget pladserne med ryggen til udsigten for at give os de gode til udsynet, men solen dykker og stjernerne tegner sig stadig mere lysende mod den stadig mørkere himmel. Stjerneskud falder og den heldige jubler, selv om det er lidt svært at finde på et godt ønske lige nu. Vi kan se hele vejen rundt, en stor himmel, jeg ligger og skvulper på overfladen og kan ligge på tværs over bassinet, hvis jeg støtter tæerne på ovnen overfor, der ikke er for varm under vandet.

At ligge i varmt vand og kigge op på stjernehimlen er en meget fin måde at opleve himmelrummet på, det føles helt rigtigt.

500img_0844Jeg har prøvet at tegne himmelfænomenet, det så nogenlunde såden her ud

Da udbryder Henrik:” Se der, hvad er det? og vi vender blikket i retningen mod bjergets sillouet, der er sorttakket af de træer der vokser på det og ser en halvcirkel der langsomt vokser sig større og fuldfører cirklen, da den når op over bjergkammen. Jeg tror at det er en af de ringe der er omkring månen, der fortæller noget om vejret næste dag, men det hvide i midten af cirklen er ikke månen, og det er heller ikke rundt, det er nærmere en lille lysende vifte, hvor halen er lidt difus, i modsat retning af cirklens bevægelse. Vi undre os, ja vi undre os meget og kan ikke lade være med at grine fordi det er så absurd.

Det ligner ikke en ufo, cirklen er meget større og der er himmel mellem ringen og objektet i midten og hele molevitten bevæger sig i sattelitfart synkront henover nattehimlen fra øst til nord.                                                                                                                           Men det er det andet punkt, et mindre, men stærkere lysende punkt, der virker som den motoriserede kraft. Det ligger i midten mellem viften og cirklens radius i bevægelses retningen. Meget smukt og meget mærkeligt. Vi mener alle at der må være en sandsynlig forklaring på fænomenet, men kan ikke komme i tanker om hvad. Senere strækker cirklen sig ud til en oval og det førende punkt bliver mere difus som viften og cirklen forsvinder ud over horisonten og det var så det.

Det første alle spørger om når jeg fortæller dem om det vi så er om vi tog billeder af det. Det gjorde vi ikke og jeg har siden spurgt de andre hvorfor. For mit eget vedkommende tænkte jeg, at det ville blive et dårligt billede, hvis der overhovedet ville komme noget på det. Thyra fortalte at hun troede at fænomenet ville forsvinde hvert øjeblik, så hun ikke ville kunne nå at komme tilbage, det varede i ca. 5 – 10 minutter) og Jens havde ikke lyst til at gøre sit kamara vådt, men fælles for os alle var det faktum at ingen af os havde meget lyst til at stige op fra det lune vand i den kølige nat, og beskæftige os med noget så banalt som bevisførelse. Himmelelementet var fantastisk og en selvfølgelig del af af hele sceneriet.

Bagefter undersøgt Thyra på internettet om andre havde observeret det samme som vi, men hun kunne ikke finde noget om det, så måske det kun var os fem i karret der så det.

Et er sikkert, under de rigtige omstændigheder kan det forunderlige ske.

Posted in Historie | Comments closed

Ukrainsk Sommermiddag

Posted in Historie | Comments closed

Zoe

500img_6114-copy

Inde på den anden side af grænsen kører jeg ind i Extremaduras ødemark. Oliventræer, kork og endeløst ingenting bag et ceruleanblåt metalhegn. Jeg kører gennem byerne Valencia de Alcantera, Herreruela og Malpatida de Caseres og bag Caseres til Trujillo, hvor mange conquistadores kommer fra. En lille gruppe mænd tog i 15 hundredetallet til den nye verden – Americas. Gennem det allerede erobrede Panama sejlede de videre til Peru og nedlagde Incakulturen en gang for alle. Guldet drev dem.

De fleste af dem døde, men de få der vendte hjem, byggede store flotte paladser, som det jeg nu står og kigger på. Her er tørt og de lukkede brune stenpaladser falder i med det omkringliggende landskab.

Tja, de havde vel ikke meget at miste dengang, da de red de 3-400 km ud til kysten, ad samme vej jeg kom af for lidt siden, og sejlede i samme retning over Atlanterhavet.

Udrejselysten er stadig stor og det er ikke kun i Extremadura. En konstant udveksling finder sted blandt de nye generationer. En del flytter til de større byer eller længere nordpå til mere velernærede lande, mens befolkningen nordpå flytter sydpå for at generobre nogle af de værdier, der er gået tabt på vejen til succes i de industrialiserede samfund.

Den europæiske ungdom drømmer om at blive berømt eller vende tilbage til naturen eller begge dele. Befolkningen syd for Europa drømmer om at få noget at spise og på at kunne sove roligt om natten, gerne med tag. De bringer alle deres kultur og religion – eller mangel på samme, med sig, gående, sejlende, flyvende eller med toget. Men der er ikke mange der rider i dag.

 

Jeg møder min brors venner på en bar ved indkørslen til byen og efter en øl, tager vi hen til den flække, der ligger nærmest der hvor de bor, for at  købe noget is i poser. Johns landrover fra 67 oser noget men har helt klart sin charme i behold, og vi kører ud på hans vingård, der ligger smukt i bakkerne bag byen.

John og Charmian er engelske designere, men bor og arbejder i Madrid. For fire år siden købte de stedet, med dets 1000 vinstokke og 500 oliventræer af et amerikansk ægtepar, der ikke længere havde kræfter til at fortsætte.

500copyimg_5851

Næste dag er flere venner kommet til og vi hjælper John med at dække vinen til med net, så fuglene ikke æder druerne. To og to går vi fra vin til vin og strækker tynde grønne neylonnet henover de lave planter og lægger sten omkring på nettet. Sten er der nok af – den røde jord vinen vokser i er oversået med sten, de samme flade stykker, der er brugt til alle murene , som skiller det ene jordstykke fra det næste.

500img_5969

Det er varmt, og vi sveder, men abejdet er ikke hårdt og vi går og snakker indtil vi finder ud af at det må være tid til at få noget frokost.

Vi sidder udenfor og venter på at Picaniaen skal blive mør og drikker noget af husvinen, der smager rigtig udmærket.

En pige, der hedder Zoe er kommet fra en af nabogrundene og hun er ligesom jeg blevet olivenoliebonderøv, så vi udveksler erfaringer og tips og  jeg spørger hende hvordan hun klarer distributionen af sin olie. Hendes presse hedder Miguel og ligger i Malpartida og han laver koldpresset olivenolie, som bliver hældt direkte i flaske på møllen. De sætter ovenikøbet hendes label på i processen. Hvor professionelt tænker jeg imponeret, så har man ikke alt det bøvl med dunke, som man bagefter skal stå og hælde over på noget mindre.

Hun har en hjemmeside og sælger en flaske for 16 euro literen – i England vel at mærke. Så pakker hun hver flaske omhyggeligt og sender den med posten. Hun sælger også ideen om, at man selv kan eje et oliventræ, enhver kan blive donor og får et fotografi af et oliventræ tilsendt med posten i glas og ramme, hvilket får mig til at grine umiddelbart, men jeg når at tørre grinet af med et nyt spørgsmål, da det går op for mig, at hun mener det i ramme alvor.

I virkeligheden ville hun gerne kunne gå rundt fra træ til træ med en lille håndolivenmølle og presse hvert enkelt træ, så det er din egen olivenolie, du får tilsendt.

Jamen hvad er det da for noget, tænker jeg? Hvad er det for et sentimentalt nostalgiske savn, der kan hældes på flaske? Men det er mig der er bagud, for conceptet sælger tilsyneladende, måske ikke overmåde godt – men det kan jo komme. Ihvertfald har køberen hverken besvær eller bekymringer og skal heller ikke bruge tid på at få drømmen om olivenlunden realiseret.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvis behov er størst? De der mangler et oliventræ i deres liv eller Zoe der, som alle andre, skal finde på noget at leve af.

Hun har en stor hund med, som hun binder med en lang elastisk snor- jeg har mine to mexikanske nøgenhunde, Diego og Maya med. Hundene kan ikke lide hinanden særlig godt; det er i sær Maya, der bare står og provokerer ved at kigge på det store hvide pelsdyr i noget, hun mener er behørig afstand, men hvad ved Maya også om elastik – ikke en skid.

John fortæller mig, at Zoe tidligere havde ringet, helt oprørt og fortalt, at hunden havde gjort et eller andet forfærdeligt, men hun ville ikke fortælle hvad det var, hvilket nærmest havde gjort det endnu værre. Hendes hund har det med at tage får, men Zoe kan ikke få sig selv til at aflive dyret, der nu ligger stor, sød og logrene, med sine lidt gale slangeøjne.

Det er også fordi hun bor alene for tiden, i dalen på den anden side af bjergkammen. Hendes mand er i England for at tjene penge, han må bo hos sine forældre og venner og knokler på, long distance, for at realisere den fælles drøm, som krisen nu har spændt ben for.

En pige med ben i næsen, det må man lade hende, men det er ikke altid en fordel at være stærk – nogle gange er det meget sundere at være en hunderyg, pakke sammen og gi op. Zoe er halvt irsk, halvt englænder, men vokset op i bushen i Sydafrika, så hun kender sikkert de fleste af palettens farver; det går igen i hendes udstråling, hvor man trods et spinkelt og endda kønt ydre, fornemmer en del råstyrke bag det feminine olivenfarvede ranchtøj.

Hendes mand Rob, er englænder og de rejste fra England og brugte alle deres sammensparede penge på at købe gården. I købet indgik en aftale om samtidig at få et lån fra banken så de kunne sætte huset i stand, installere elektricitet og vand. Lånet var afgørende for at de kunne realisere deres drøm om et liv på landet omgivet af oliventræer, der med tiden skulle kunne brødføde dem. Men så kom krisen og banken sagde så nej til lånet. 

500img_6106

Vi sidder i køkkenet næste dag og Zoe fortæller noget fortvivlet og temmelig forbitret om det urimelige i, at banken ikke længere vil låne dem pengene. Den kvindlige bankrådgiver er blevet helt kold og afvisende, men Zoe bliver ved med at gå derhen og presse på. De er jo ikke de eneste, det er hændt for og et eller andet sted kan jeg heller ikke rigtig forstå hvordan en bank i det hele taget kan sige ja til at financiere så risikofuldt et foretagende. Men hvis man tænker på den måde, vil alt jo gå i stå.

Banken kan selvfølgelig få sikkerhed i huset, men dem er der mange af til salg, og så er det jo bare en bunke sten i et øde landskab.

Olivenlunden er en romantisk drøm, men en drøm der koster mange penge. Jeg ved det, for jeg har prøvet det selv og ved hvor hårdt det er og . Selv om om hjemmesiden er flot og de er dygtige, vil det tage meget lang tid at realisere og jeg kommer til at tænke på Doris Lessings bøger fra Sydafrika. Nu sidder hun der og skal gøre alt arbejdet alene, selv trække vand op af brønden og vande grøntsagsbedene med en spand. De stearinbelyste aftener skal hun spendere sammen med en hund, der tager får og hver dag overbevise sig selv om, at det er det hun vil og at hun elsker sit sted af en klods om benet. Hun taler heller ikke meget spansk og det hun kan lyder forfærdeligt. Manden knokler på i den anden ende af Europa og det er kun sjældent at de har råd til at se hinanden.

Forbandede krise, forbandede banker, og forbandede hund, men sikke dog en naivitet; jeg mener, selv med de bedste kort på hånden, er det et slid og ikke særlig rentabelt. Selvfølgelig kan man leve for meget lidt, men en dag får de måske et barn, og da er middelalderstadiet ikke længere romantisk, når naboen har rindende vand i hanerne og lys når de trykker på en knap. Hvad var det, de rejste fra, der var så slemt?

500img_59961

Vi vasker op, og John blader i et værktøjskatalog, og Zoe siger, det var mit arbejde, jeg skulle kontrollere farverne i sådan nogle kataloger og se om trykningen var god nok; her er der en fejl og her, men det er acceptabelt. De interessante job som grafisk designer er få og der er mange om buddet. Ja, så kan man måske godt begynde at drømme til. 

Posted in Historie | Comments closed