Naturens enorme ego

img_6510

Jeg sidder på atelieret i det fine hvide lys, med viften på 1, der får plastikposerne omkring mine skulpturer til at knitre i luftstrømmen på farten forbi dem og mig. Jeg er nøgen for det er bedst. Gennem det lille vindue i taget slår et lysfelt ind på væggen og bevæger sig langsomt fra et sted til et andet – den første tidsangivelse, den første fornemmelse af et da og et nu, som har eksisteret siden jordklodens første morgen og første nat. Der sker kun det – lyset flytter sig.

At komme til Alentejo er som at støde ind i en lydmur, tiden står stille og jeg braser hovedkuls ind i den hver gang. Lidt forvirret går jeg fladnæset rundt og kigger mig omkring, men når jeg næste morgen vågner ved lyden af en appelsin, der bumper ned gennem de sidste drømmerester, ved jeg hvor jeg er.

Landskabet ligger henslængt på sin egen selvfølgelige måde som før, arrogant og ligeglad med alt det jeg synes er af afgørende betydning.

img_6259-copy

Naturen har et meget stort ego – den er ét stort ego.

Sidste gang lanskabet løftede et øjenbryn, var da istiden trak store stenblokke efter sig og spredte dem ud over bakkerne. Udtømt for kræfter trak bræen sig modvilligt tilbage og efterlod sine bestræbelser på at flytte bjerge, tilfældigt strøget omkring i landskabet.

Urhavets tilstedeværelse er synlig endnu og det er dengang du må spejle dig i her, den første tid, da bakkerne blev slebet glatte.

Navnet på skødet er en illusion, for ingen kan eje dette, men du må gerne være her, ja du skal da være velkommen, hvis du kan tåle mosten, for højsletten er tør og brændende varm om sommeren og en iskold blæst, holder marven i dine knogler kølig i tre måneder.

Du kæmper for dit ego på dette publikumsløse sted, der nedbryder dig langsomt, hvis du ikke er på mærkerne og et skridt foran hele tiden.

img_6284-copy

Dit civilisationsgen tager kampen op, du bygger, retter dine fejl og beskytter huset mod kulde og regn, mod varmen og solens ætsende stråler. Samler vand i beholdere, installerer vandingssystemer, beskytter dine blomster og træer så godt du kan.

Det kræver utrolig stor selvdisiplin at modstå fristelsen til at give op og lade stå til, en trang der ligger som en grundtone i alle dine handlinger, for du ved at det ingen forskel gør, om du er her eller ej. Figentræet taber sine figner alligevel og kilden løber, hvad enten vi drikker vandet eller ej. Det er kun et spørgsmål om tid og den bevidsthed gør dig ydmyg på den ene side og stærk, eller nærmere sejlivet, på den anden side – men også lidt primitiv.

Alentejo er din barndoms flintrende nysgerrighed på alt det du så og oplevede for første gang og accepterede uden at blinke. Alt det der fandtes allerede, både det skræmmende og det der begejstrede dig, men alt var dit og de andres, den gang du ikke ville noget med det.

Fårene løber forbi ude på vejen med deres klokker i alle tonearter akkompagneret af fårehyrdens hæse tilråb. De lyder alle sådan, når de styrer en flok, fårehyrderne altså, det må være et specifikt sprog får forstår. Deres ene for -og bagben er bundet sammen, så de humper afsted med skæve rygge.

img_6275-copy

Mange forliste drømme er strandet her, mænd og kvinder forføres af landskabet storslåethed og den virkelighed og usentimentalitet bjergene og de gamle træer repræsenterer. Naivt kaster vi os i dens arme og mindes enfoldigt den tabte tid før vi ødelagde verden. Tiltrukket af roen, som naturen demonstrerer så overlegent, får vi lyst og mod til at starte på en frisk, på naturens egne præmisser, og vi glemmer at denne romantiske tanke koster mange penge, tager al din tid og alle dine kræfter, fordi intet fungerer første gang og det fortsætter sådan, op ad bakke, altid.

img_6593

Det er måske derfor at portugiserne er som de er. Hårdføre, arbejdsomme, sejlivede og nøjsomme. Lidt triste, fordi de for lang tid siden har erfaret at kampen var tabt på forhånd. Portugiserne forventer ikke det store afkast. og det er måske derfor de er temmelig tilbageholdende når det drejer sig om nye ideer, i lige meget hvilken retning. De ved hvad det kræver at bo her og reagerer tøvende og aldrig spontant. At sætte griller i hovedet på en portugiser kan jeg slet ikke forestille mig, for de har plukket tomater i august og det sætter sine umiskendelige spor.

En aften ser jeg mit første vildsvin springe over et stengærde, en groft udhugget rektangulær klods, der letter og er ude af billygternes vifte et øjeblik efter. Bagefter går jeg tur i mørket, stilheden er tydeligere om natten, lyder gennem cykadernes regelmæssige puls. Jeg følger vejen langs oliventræerne og kan høre landskabet trække vejret.

img_65271

This entry was posted in Historie. Bookmark the permalink. Comments are closed, but you can leave a trackback: Trackback URL.

One Comment

  1. Posted 22/08/2009 at 23:03 | Permalink

    Du skriver bukserne af de fleste danske journalister.
    Der er både indhold og ånd, visdom og varme.
    Se så at få dine blændende historier publiceret.

    Kjærligst

    Jens