Himmelelementet

500img_0490-2 Vi plukkede oliven, et lille hold på tre, Jens Lysdal, en fornylig genfunden gammel ven af mig, hans portugisiske kæreste Zá og  jeg. Vejret var vidunderligt, efterårets klare morgenkulde blev overbevisende lagt ned af solen i løbet af formiddagen. Vi fulgtes ad fra træ til træ og var kommet ind i en vis rutine. I store grønnne net, spredt ud som duge, landede de plukkede oliven fra vores hænder og river. Jens stod på jorden med sin rive på et skaft, Zá på en stige op ad træet og jeg på en gren inde midt i træet.

500dscn2047Ja her er det altså omvendt

Zá fortalte hvordan hun, da hun var lille, med sine søskende, sine fætre og kusiner, var blevet vækket kl. 6 om morgenen for at plukke oliven. Det var koldt og mørkt så tidligt, men de skulle være med sammen med resten af familien og først om eftermiddagen måtte de løbe ned på stranden i Algarve for at lege. Det tog dem kun et par dage at høste træerne, men det var en årlig tilbagevendende begivenhed, som hun huskede med et lille smil og et blik der vendte indad. Jeg så på hende gennem grenene og selv om jeg lige havde mødt hende, kunne jeg se hvem hun var. Det var især hendes bedstemor, der havde fortalt historier og fabler og ting fra sin barndom og så havde de en skik, hvor den ene sang en strofe som en anden skulle digte videre på og det havde været sjovt.

img_0446

img_0447

img_0469

Det gjorde vi også – på en måde, det vil sige vi lærte Zá at synge: ”Idag er det Jenses fødselsdag, hurra hurra hurra”, for to dage før, havde vi sunget sangen for en af vennernes veninde Claudia, som var blevet 50 og Zá havde bidt sig fast i omkvædet, selv om det tog os lidt tid at regne ud hvad det var for en underlig lyd hun sang, ra.. ra.. fra tid til anden. Siden forsøgte hun at lære os en populær fado, men det var langt sværere, men omkvædet lød oversat (omend ikke gendigtet) ca. sådan:

Det er et portugisisk hus helt sikkert

helt sikkert er det et portugisisk hus

Fire hvidkalkede mure

og en duft af rosmarin,

en gylden klase druer

og to roser i haven

En flise af San José

og så forårsol –” e mais sol de primavera”

Et løfte om et kys

og to arme der venter på dig

Det er et portugisisk hus helt sikkert

helt sikkert et portugisisk hus

Da da da …da da da – en dejlig sang på et svært sprog fra Salazars fasist tid.

Dejligt var det under alle omstændigheder, hernede bagerst på grunden, hvor jeg ellers sjælent kommer, i gyldent efterårslys, akkompagneret af det lille smæld fra bærrene, der hoppede ned ad aluminiumsstigen.

Det gik lige pludselig op for mig at mine venner slet ikke havde set den romerske ruin og hulen, som ligger lidt op ad bjergsiden på grunden. Så vi slipper river og net og lader oliven være oliven og begiver os hen til indgangen, der altid er lidt svær at finde, halvt vokset til som den er af krat. Stien fører op til den romerske ruin, der idag kun er et hjørne af en meget smukt bygget mur, med en lav buet indgang. Taget, på det, der højst kan kaldes en lille et-værelses, er en kæmpe rund sten, der er landet heldigt ovenpå en anden sten, for mange tusinde år siden, isen efterlod den her. Vi er blevet fortalt, at det er romerne der har bygget videre på konstruktionen, og hvorfor skulle det ikke være det – at romerne har lagt deres vej her forbi, er der mange andre beviser på i området. Jeg må også se at få sat et mærke, ihvertfald få repareret romernes mur, der er ved at falde sammen i den ene side.

500img_04821500img_04921Tobias og Simon, Jørgens sønner, gravede engang ud under stenen og fandt en masse potteskår, men hvor gamle de er fandt vi ikke ud af. Hulemennesker, romere, maurere, visigotere, portugisere og nu tilfældigt forbipasserende som os, kommer og slår sig ned i nogen år, dør, og så er der andre der tager over.

Vi passerer enorme blødt formede klippestykker der ligger henslængt på en glat bjergskråning, korktræer, gyvel og brombærkrat vokser på stien, der munder ud i en stor lysning. Her må have boet mennesker altid, det siger sige selv, vand, vildt og beskyttelse fra de store klippeblokke hele vejen rundt.

500img_0494En enorm klump på måske 10 – 15 meter i diameter er landet så den danner en lav hule, hvor spor fra ild aftegner sig på hulens loft. En sprække i stenen sender lys ned til bunden og her er nærmest hyggeligt, så vi sætter os og er hulemennesker en stund og nyder den samme udsigt som de før os. Siden går vi rundt om hulen og op på den store sten, der danner hulens tag, og kan se borgen i Marvao, som maurerne har bygget langs bjergets ryg.

500img_0512Vi lader blikket pejle rundt langs horisonten henover aftengyldne olivenmarker og heroppefra, i 400 meters højde i retning mod vest, fornemmer vi at atlanterhavet ligger. Luften genlyder af fåreklokker, på får, der er på vej hjem.

500img_05281

Vi havde aftalt at komme op hos Henrik og Thyra klokken seks for at nå at se solen gå ned fra deres varmtvands bassin, som Henrik selv har bygget. En rund sag med stenfliser og siddepladser hele vejen rundt og en brændeovn nedsænket i den ene side, med skorstenen oven vande. Henrik tænder op 3-5 timer før, så vandet har kropstemperatur. Vi kommer lidt for sent, men er glade og opstemte, over det vi har set, så vi skynder os at skifte og hopper ned i det dejlige vand til Henrik og Thyra, der sidder i bassinet allerede med et perlende glas rosé på kanten af bassinet.

Jeg har taget nogle flasker øl med og vi fyldes af velbehag i vores arbejdsømme kroppe og nyder udsigten, øllen og venskabet. Alle småsnakker lidt på kryds og tværs i munden på hinanden, vi åbner øl på trillebørens håndtag, der står ved siden af, da jeg ikke har taget nogen åbner med. Henrik passer ovnen og lukker vand ud, da vi nu er flere der fylder og Thyra gerne vil have lidt koldt vand i for at regulere temperaturen.

Roen falder over os og vi taler om oliven og genfortæller hvad den ene fortalte den anden – at plukke oliven åbner for barndommens lager af billeder og brudstykker fra dengang vi var små, måske fordi vi var så meget udenfor og lyset og luften, eller bare det at stå i et træ, bringer os tilbage.

europa-rundrejse-sep-okt-2009-131Zoe, der havde været med til at plukke oliven på Henrik og Thyras træer to dage tidligere, havde fortalt mig om sin tid i Sydafrika, om forholdet til sine forældre og bedsteforældre. Hvordan familien var landet der, hvad hun havde modtaget og måttet undvære, en hård pigekostskole i England, ondskabtfuldt hockey, antydninger og beskrivende forklaringer om andres forventninger til hende, som hun ikke følte sig istand til at indfri – Henrik forærede hende en vindgenerator han ikke havde brug for længere, som hun blev meget glad for – jeg har lige talt med hende, hun er igang med at plukke sine egne oliven.

europa-rundrejse-sep-okt-2009-136Det er Zoe der sidder i træet her til højre i billedet og plukker

Jeg bringer den samtale op, jeg nogen dage tidligere havde med Henrik og Thyra og fælles venner, Thomas og Maria der var på besøg, om hvad stedet betyder for os, når man tænker på alle de kræfter og kroner der er smidt i foretagenet gennem de sidste mange år. Er et smukt sted mere inspirerende for kunstnerisk arbejde? Ingen hindring, sagde Jørgen i telefonen, – også Picasso og Matisse boede smukt og arbejdede fint i skønne omgivelser.

Men mindre kan gøre det, meget mindre. Når jeg tænker på stakkels Osip Mandelstam, der skrev de mest fantastiske digte under de værst tænkelige omstændigheder. Dermed ikke sagt at vi har brug for en kummerlig tilværelse for at noget godt kan komme ud af os. Nej, et godt sted at arbejde er helt afgjort inspirerende, men det er ikke altafgørende, det må jeg indrømme, det er der masser af eksempler på.

Men jeg føler alligevel trang til at forsvare, at jeg har brugt så mange kræfter her, som jeg istedet kunne have brugt på at lave skulpturer og så endda her, på dette publikumsløse sted, med naturen som nærmeste sparringspartner.

Det, som har været drivkraften lige fra starten, var erkendelsen af at der nogen gange sker noget helt specielt mellem mennesker, at man lige netop dér, er åbne og modne til at lytte til hinanden og se hvem vi i virkeligheden er. Vi låner en fremmed øre og samtidig lære noget om os selv. Det der tricker det, er den rigtige konstellation af tid, sted og mennesker.

Det rigtige tidspunkt kan vi ikke regne ud, de fine oplevelser skal vi være modne til at kunne tage imod og hvad samvær mellem mennesker angår, sker det ofte at en aften aldrig letter, selv om hver især af vores gæster er de bedste og sjoveste af vores venner. Der skal mere til for at rive os ud af de ringe af travlhed, vores hjerne bliver holdt fast i, på en stresset hverdag. Det mener jeg at stedet kan have bedre held med at sætte i scene. Stedet kan vi bedre styre og derfor har jeg brugt så mange kræfter på at bygge i Portugal, isoleret fra omverdenen som her er, råt og smukt på samme tid. Det er jo ikke det fine og dyre der tæller, det skal være smukt på en anden måde, for luksus kvæler nemt liv og det spontane.

Jeg har tit oplevet at Fazenda do Feliz kan forstærke stemningen, for her ser ud, som verden burde se ud i en fælles hukommelse og det smitter af, det får det bedste frem i os og vi bliver nærvænde, som Jens siden udtrykte det, at det et sted hvor man både kan være eller lade være.

500img_0127Udsigten oppe fra Henrik og Thyra

Henrik og Thyra har taget pladserne med ryggen til udsigten for at give os de gode til udsynet, men solen dykker og stjernerne tegner sig stadig mere lysende mod den stadig mørkere himmel. Stjerneskud falder og den heldige jubler, selv om det er lidt svært at finde på et godt ønske lige nu. Vi kan se hele vejen rundt, en stor himmel, jeg ligger og skvulper på overfladen og kan ligge på tværs over bassinet, hvis jeg støtter tæerne på ovnen overfor, der ikke er for varm under vandet.

At ligge i varmt vand og kigge op på stjernehimlen er en meget fin måde at opleve himmelrummet på, det føles helt rigtigt.

500img_0844Jeg har prøvet at tegne himmelfænomenet, det så nogenlunde såden her ud

Da udbryder Henrik:” Se der, hvad er det? og vi vender blikket i retningen mod bjergets sillouet, der er sorttakket af de træer der vokser på det og ser en halvcirkel der langsomt vokser sig større og fuldfører cirklen, da den når op over bjergkammen. Jeg tror at det er en af de ringe der er omkring månen, der fortæller noget om vejret næste dag, men det hvide i midten af cirklen er ikke månen, og det er heller ikke rundt, det er nærmere en lille lysende vifte, hvor halen er lidt difus, i modsat retning af cirklens bevægelse. Vi undre os, ja vi undre os meget og kan ikke lade være med at grine fordi det er så absurd.

Det ligner ikke en ufo, cirklen er meget større og der er himmel mellem ringen og objektet i midten og hele molevitten bevæger sig i sattelitfart synkront henover nattehimlen fra øst til nord.                                                                                                                           Men det er det andet punkt, et mindre, men stærkere lysende punkt, der virker som den motoriserede kraft. Det ligger i midten mellem viften og cirklens radius i bevægelses retningen. Meget smukt og meget mærkeligt. Vi mener alle at der må være en sandsynlig forklaring på fænomenet, men kan ikke komme i tanker om hvad. Senere strækker cirklen sig ud til en oval og det førende punkt bliver mere difus som viften og cirklen forsvinder ud over horisonten og det var så det.

Det første alle spørger om når jeg fortæller dem om det vi så er om vi tog billeder af det. Det gjorde vi ikke og jeg har siden spurgt de andre hvorfor. For mit eget vedkommende tænkte jeg, at det ville blive et dårligt billede, hvis der overhovedet ville komme noget på det. Thyra fortalte at hun troede at fænomenet ville forsvinde hvert øjeblik, så hun ikke ville kunne nå at komme tilbage, det varede i ca. 5 – 10 minutter) og Jens havde ikke lyst til at gøre sit kamara vådt, men fælles for os alle var det faktum at ingen af os havde meget lyst til at stige op fra det lune vand i den kølige nat, og beskæftige os med noget så banalt som bevisførelse. Himmelelementet var fantastisk og en selvfølgelig del af af hele sceneriet.

Bagefter undersøgt Thyra på internettet om andre havde observeret det samme som vi, men hun kunne ikke finde noget om det, så måske det kun var os fem i karret der så det.

Et er sikkert, under de rigtige omstændigheder kan det forunderlige ske.

This entry was posted in Historie. Bookmark the permalink. Comments are closed, but you can leave a trackback: Trackback URL.