Westglow

Westglow, Resort & Spa ligger i Blue Ridge Mountains, North Carolina i noget der hedder Blowing Rock.

Stednavnene må være hentet direkte fra de oprindelige amerikaneres måde at beskrive verden på. Men bortset fra navnene ” blæsende sten” eller Chattanooga eller navne hvor farverne red, blue eller yellow beskriver bjergryggenes tonalitet, er der ikke længere tegn på, at her for kun et par hundrede år siden, boede en helt anden befolkning. Mennesker som tænkte anderledes, som boede og spiste på en anden måde, og som i langt højere grad levede i samhørighed med naturen, end de som kom, slog ihjel og tog over.

Nu tales her et syngende, trægt, sydstats amerikansk og alle er klædt på som i filmen ”Dynasty”, TV-serien der hittede i 80´erne. Her går Krystle Carrington´er og Alexis´er endnu rundt med bobbede løvemanker og guldknapper på de kulørte skjortebluser i tyndt stof.

Westglow ligner da også en rigtigt ”Borte med blæsten” herregård, hvidmalet med sydstatssøjler på verandaen foran dagligstuen, hvor pejsen nu er slukket.

Forbi forberedelsen til et bryllupsarrangement i det fri, går vi over på spaens fitnesscenter.

Helene hopper, cykler og løber, på en gang, i en af de der halvmekaniserede apparater. Jeg kan slet ikke forstå hvordan hun bærer sig ad, jeg prøver, men maskine og mand er ikke et, så jeg springer i stedet i poolen og deltager i vandgymnastikken sammen med gruppen af unge kvinder og en ældre dame, der sakker bagud, når vi andre, kluntede som søløver på land, forsøger at hoppe sidelæns i vandet, ude af takt med musikken.

Senere klæder vi os om, i noget der minder lidt om det, en Fallon Carrinton Colby eller Dominique Deveraux, (Blake Carrintons illegitime halvsøster) ville have taget på til lejligheden, og sætter os ud på den overdækkede veranda, med skoven for foden af bakken, spiser, drikker et par glas vin og fortsætter samtalen fra før.

Jeg siger, at jeg endnu ikke har fundet den rigtige indgangsvinkel til at skrive den historie, der skulle handle om vores far. Problemet bliver ikke mindre af det ambivalente forhold jeg selv har til ham. Det føles rigtignok, at være taget af sted med det mål for øje, for hans historien er spændende og en del af vores fælles erfaringsgrundlag. Men det er også en meget slidt historie, den om holocaust, en historie der er fortalt og genfortalt med mange munde.

De jøder jeg traf i Grækenland ville gerne have at jeg skrev min fars historien, blandt andet fordi et stigende antal idioter og almindelige ignoranter, dementerer at holocaust fandt sted overhovedet. Direktøren for det jødiske museum i Athen mente, at det endda ville være en fordel, at jeg ikke var mere jøde end jeg var, da jeg som dansker ville have en anderledes vinkel, end de der var jødisk opdraget og måske på grund af indforståethed ikke nævner det ”alle ved i forvejen”.

Mine søstre derimod har intet behov for at jeg skriver om ham overhovedet, men da de holder af mig, vil de heller ikke forhindre mig i at fortælle min version. Og min kære mor har sin egen historie at fortælle og det har hun gjort ved at skrive dagbøger og breve gennem et helt liv. Hun har bedt mig om ikke at blive nævnt i denne sammenhæng og det vil jeg naturligvis respektere.

Selv tror jeg, at jeg vil skrive historien om ham fordi jeg stadig elsker ham og fordi jeg tror at jeg kan. Daniel Benveniste var et usædvanligt menneske på mange måder, original, dygtig, analyserende og meget modig og han gjorde meget godt for andre mennesker, som læge og som ven.

Foreløbig er jeg kun ude på at samle indtryk og forsøger at pejle mig ind på stoffet fra forskellige vinkler. Det er også et stort ansvar at tage på sig, at fortælle et andet menneskes historie og jeg har læst mange skildringer, der rent sprogligt var en katastrofe og det vil jeg meget gerne undgå. For det burde kunne lade sig gøre at behandle et stof, der selv om det er komplekst og meget sørgeligt, alligevel hviler i sig selv og ikke kun overlever fordi det er et vigtigt vidnesbyrd.

Min far, som jeg fra nu af vil kalde ved sit navn, lærte mig at to parallelle linjer aldrig mødes, men da jorden er krum mødes to parallelle linjer mindst to gange. Denne tanke trøster mig lidt, for så kan jeg forestille mig de to historier, min fars historie og min egen historie, der på grund af jordens krumning mødes to gange, og så må jeg blot være opmærksom og slå til lige der, første gan, gforestiller jeg mig, er historiens indgangsvinklen, men når de krydser anden gang må jeg være parat til at springe af.

Da vi næste dag står på trappen i hallen og er ved at skulle af sted siger jeg til Helene at det egentlig ikke er sandheden jeg er ude efter. Sandheder, dem findes der lige så mange af som der findes mennesker. Det er mere, den enkeltes version af hvordan verdenen hænger sammen, der interesserer mig. Hver og en af os vælger, mere eller mindre ubevidst, de fakta der passer bedst ind i sammenhængen.

At finde frem til hvad der rent faktisk skete vil være meget svært. Men den enkeltes udlæg fortæller alligevel den lyttende en hel del. For hvorfor nævner han eller hun lige netop de situationer og undlader at tale om andre hændelse, der i mine øjne, må have haft en endnu større indflydelse på, hvor vedkommende landede i sit liv. Men det der i stedet bliver nævnt, fortæller os noget om de drømme og ønsker, han eller hun opnåede, eller i hvert fald sigtede efter.

Derfor bliver resultatet heller ikke en endegyldig sandhed om hvordan Daniel Benveniste var og helt nøjagtigt hvad der skete i hans liv, det må nøjes med at blive min version, hvad jeg husker, hvad jeg ser og hører, blandet med det som jeg ikke opfattede eller fik at vide.

This entry was posted in Historie. Bookmark the permalink. Both comments and trackbacks are currently closed.