Historie

 Så fik jeg endelig set Akropolis. Fantastisk.Arkæologen Anne Wild og teologen Uffe Holmsgaard Eriksen er mine bofæller på instituttet. Vi havde aftalt at mødes kl. fem om eftermiddagen når solen var slappet lidt af. Anne tog os først ned på Akropolis metrostation, hvor en del af gavlen fra Panthenon templet er udstillet i kopi. Her på tæt hold gennemgår hun de forskellige stilarter i klassisk tid, der beregnes fra  500 – 323 før vor tidsregning.  

I den første periode, også kaldet den strenge stil, er skulpturerne temmelig stive i det og folderne i klædedragten, stramme og lidt dejagtige i deres udformning. Men når grækerne får rosen knopmund og græsk profil er vi i den høj klassiske periode. 

I den sidste del af klassisk tid er kroppen i fuld bevægelse, en bevægelse som bliver forstærket af klædedragten, der smyger sig tynd og florlet om kroppen – især omkring de kvindelige skikkelser, det kalder Anne for ”miss wet teeshirt perioden.

Det er den stil der er brugt på den kopi vi har foran os, en del af de bortførte Lord Elgins marmor, som står opstillet her i metroen. 

Folk bevæger sig forbi os som jernpatikler i samme retning, på vej til arbejde eller hjem fra besøg. På den fyldte rulletrappe får jeg den tanke at det er døden der trækker i den anden ende.

På vej op ad bjerget ser vi først det romerske teater, Herodes Atticus fra år 174 efter vor tidsregning. Det romerske teater er kendetegnende ved den rene halvcirkel, som tilskuerrækkerne danner. 

Romerne anlagde deres teatre, hvor byplanlægningen fandt det mest hensigtsmæssigt. Grækerne derimod anlagde deres teatre på naturlige bjergskråninger og sæderækkerne var formet i en trekvart-cirkel omkring orchestra, som er den runde plads, hvor skuespillet foregår. 

Vi går hen til resterne af DIONYSOSTEATRET, der var det første rigtige teater i verden. Midt på orchestra står et alter, viet til Dionysos, som var vinens og ekstasens gud.

Romerne overtog de græske teatre og ombyggede dem. Kejser Hadrians stol i marmor står her endnu, på sin priviligerede plads foran orchestra.

Bag ved orcestra lå Skene som en naturlig afslutning på teatrets form. Skene kunne meget praktisk og let indgå i opsætningen og f.eks. være kongeslot eller bolig for en af personerne. Skuespillerne brugte det også til at skifte dragter og masker under stykket.

Hvert år afholdt man Dionysos festspil, som var kunstneriske konkurrencer i forskellige dicipliner indenfor dans og sport og sang.

I starten udspilledet dramaet sig gennem et kor på 12-15 drenge og mænd. Senere hen kom 2-3 skuespillere til, som klarede alle rollerne man skiftede blot maskerne ud til de forskellige skikkelser. Kvinder deltog ikke.

Teatrets form giver en fin akustik, men da det er meget stort gik skuespillerne på stylter for at de bagerste også kunne følge med. Publikum havde små sten og figner med, var de tilfredse kastede de figner ned på de optrædende, men syntes de at skuespillet var noget lort kastede de med små sten. De måtte have haft gode nerver dengang-skuespillerne.

Sofokles, Euripide og Aristofanes er nogen af de navne vi kender, som skrev skuespillene som handlede om sagn og myter.

I begyndelsen opførte man to dramaer men sidenhen kom også komedie til, hvor der også  var mulighed for at gøre grin med tidens ledere, men med måde, hvis man samtidig gerne ville vinde prisen. For det var forbundet med den største prestige og stor hæder at vinde, du kunne endda blive hugget ud i marmor, i idealiseret skikkelse og stillet op som statue på en af byens pladser.

Der er en fin udsigt over Athen, vi kan se parken med HADRIAN indgang til byen.  Vi komplimenterer hinanden godt fra hvert vores  fag, så vi er et godt team, når vi går rundt på bjerget.

På Akropolis ligger tre templer, men det første der møder os, er den imponerende indgang Propylæa. Mellem høje søjlerækker, zigsakker rampen op ad bjergsiden, så dyrene selv kunne gå hele vejen op for at blive ofret foran templet.

Parthenon templet er det største, Erechteion er det tempel der er udsmykket med karyatider, som bærende søjler, derfor valgte sultanen i sin tid at bruge dette tempel til sit harem. Det sidste lille tempel er Niketemplet, som blev helt massekreret, da det skulle give plads til en kanon, men det er nu ved at blive genopbygget.

Parthenon templet blev bygget som monument for sejren over perserne med penge fra det Deliske Søforbund. Perikles ønskede et monument, der var så perfekt at: fremtiden vil undre sig over os, som man idag undre sig over os.” Og det gør vi, med hovedet lænet tilbage i fuld måben, i selskab med utallige andre begejstrede turister. For det er så flot, at man undres.

Parthenon templet, Parthenonos betyder den jomfruelige Athene, som er byens skytsgudinde. Det blev hun efter en dyst med Poseidon om hvem der kunne give den bedste gave til til Athenerne. Poseidon, havets gud, gav Athenerne en kilde, men det var en saltvands kilde og Athene gav dem olivetræet og olien, så det var ikke svært for Athenerne at vælge.  

Det første Parthenon nåede aldrig at blive bygget færdigt før det blev smadret af perserne i 480. Det Parthenon vi ser i dag blev bygget af Perikles i tiden 448-432 f.v.t. Perikles var den politiske leder, Ichtinos var templets arkitekt, mens Phidias ver den kunstneriske leder. 

Templet blev bygget som monument for sejren over perserne med penge fra det Deliske Søforbund. Perikles ønskede et monument der var så perfekt at: fremtiden vil undre sig over os, som man idag undre sig over os.” 

Og det gør vi, med hovedet lænet tilbage i fuld måben, i selskab med utallige andre begejstrede turister. For det er så flot, at man undres. Gid arkitekter og bygherrer idag havde sådanne ambitioner om eftertidens forundring, ja, nogen har vel.

Den største del af Parthenon er dorisk en anden del er ionisk hvilket bl.a. giver sig til kende i søjlernes udformning.

Her er lidt søjle lære:

Doriske søjler har ingen base men løber ud i ingenting, der hvor de står. Kanneleringerne, rillerne i søjlen, spidser til uden fas, der får skyggerne til at bryde lyset, så de forekommer endnu højere. Kapitælen, også kaldet søjlehovedet er formet som en blød enkel pude.

De Ioniske søjler skulle symbolisere visdom og volutterne, (som dekorationen i kapitælen kaldes), forestiller skriftruller. Det kan man faktisk godt se når man ved det. Søjlernes kanalkant har i Ionisk stil fået en fas og runder af i bunden af hver kanal. Søjlen smaller ind opefter og har fået en base at stå på.

De korintiske søjler er de seneste. Søjlerne minder meget om de ioniske, men kapitælen er helt anderledes, de er formet som akantusblade, som er en høj plante med stor grønne blade, jeg kender meget godt. Den har hvide blomster, som ligner en pige i en gynge, hvor vinden har fået fat i hendes kjole. Den voksede på montjuic i Barcelona og den tog jeg med, både i Italien og i Portugal, hvor den nu vil minder mig om korinthiske søjler.

Anne fortæller godt og detaljeret om konstruktionen originalitet og bygningernes formål og betydning.

Templet står på en base af trin. Med sine 17 søjler på langsiderne og 8 søjler i hver gavl måler hele templet ca. 70 x 31 meter.

Gudinden stod engang 10 meter høj i elfenben, træ og guld inde i Cella, templets inderste.

Øverst oppe, på ydersiden af Cellaens mure løber en frise, der afbilleder den panathenæiske procession. Den fandt sted hvert år, for at bringe gudinden nye klæder. Processionen startede fra Pnyxhøjen Ekklesia, der lå på en anden høj, en forsamlingsplads i den anden ende af byen.

Med geder, køer og høns til ofring, vandrede hele byen den lange vej gennem byen, mens de sang, fløjtede og dansede.

Omkring Cellaen står en søjlerækken – det der er tilbage af den. Genopbygningen er i fuld gang – igen. Tiden har været hård ved Parthenon. 

At det står her i dag, er ikke kun et under, det skyldes utallige restaureringer gennem sin 2500 års lange historie. 

Templet har overlevet jordskælv og er blevet brugt til kirke og til moske, men ideen med at bruge det til krudt depot, under Osmannerne var en rigtig dårlig idé. Den Venezianske flåde beskød Akropolis med kanoner og ramte. Det store hul i søjlerækkens ene side stammer fra dengang.

Vi ser på det der blev tilbage. De gamle grækere arbejdede med optiske effekter Det er det der er så fantastisk ved templet.

For at de skulle se rigtige ud er de en anelse tykkere på midten, en krumning som ikke er synlige med det blotte øje. Samtidig smaller søjlerne ind foroven. Men ikke nok med det, søjlerne skråner alle lidt indad, så det ikke virker som om templet vælter ned over tilskueren, når man nærmer sig det.

På hver kapitæl, bar søjlerne en række blokke imellem sig, blokkene mødtes præcis på midten af hver søjle. Ovenpå denne række af blokke løb en frise, der bestod af skiftevis triglyffer og metoper. En triglyf er et retanklet stykke sten, der har tre fordybninger på højkat og en metope et kvadratisk felt. Metoperne kunne man lade stå tomme eller fylde med relieffer. På Parthenon valgte man naturligvis den dyreste løsning og udfyldte felterne. Der er tale om ikke mindre end 92 metoper, og de blev fyldt med fremstillinger af kampe mellem forskellige grupper, guder og mennesker. 

En langside viser Athenernes kamp med giganterne, den anden beskriver kampen mod kentauerne. I den ene gavl er kampen mod Troyanerne beskrevet og i den modsatte gavl den mystiske beretning om hvordan Athene bliver født fra Zeus pande. Det er 70 meter af denne udsmykning Lord Elgin købte af Osmannerne i sin tid og jeg kan godt forstå at grækerne vil have dem tilbage.

Men det ultimativt raffinerede er løsningen på det problem der opstår på hjørnerne, hvor metoperne og triglyfferne rytme ikke kan gå op i lige dele. Grækerne valgte en optisk løsning, der går ud på at man gradvist mindsker de sidste blokkes længde, så de sidste 2-3 søjler står lidt tættere sammen. Således kan metroperne og triglyfferne holde takten til det sidste og løbe regelmæssigt videre rundt om hjørnet. 

Hatten af for grækerne og jeg tænker på hvor mange drøje erfaringer de må have gået igennem før de nåede dette resultat.