Naturens enorme ego

img_6510

Jeg sidder på atelieret i det fine hvide lys, med viften på 1, der får plastikposerne omkring mine skulpturer til at knitre i luftstrømmen på farten forbi dem og mig. Jeg er nøgen for det er bedst. Gennem det lille vindue i taget slår et lysfelt ind på væggen og bevæger sig langsomt fra et sted til et andet – den første tidsangivelse, den første fornemmelse af et da og et nu, som har eksisteret siden jordklodens første morgen og første nat. Der sker kun det – lyset flytter sig.

At komme til Alentejo er som at støde ind i en lydmur, tiden står stille og jeg braser hovedkuls ind i den hver gang. Lidt forvirret går jeg fladnæset rundt og kigger mig omkring, men når jeg næste morgen vågner ved lyden af en appelsin, der bumper ned gennem de sidste drømmerester, ved jeg hvor jeg er.

Landskabet ligger henslængt på sin egen selvfølgelige måde som før, arrogant og ligeglad med alt det jeg synes er af afgørende betydning.

img_6259-copy

Naturen har et meget stort ego – den er ét stort ego.

Sidste gang lanskabet løftede et øjenbryn, var da istiden trak store stenblokke efter sig og spredte dem ud over bakkerne. Udtømt for kræfter trak bræen sig modvilligt tilbage og efterlod sine bestræbelser på at flytte bjerge, tilfældigt strøget omkring i landskabet.

Urhavets tilstedeværelse er synlig endnu og det er dengang du må spejle dig i her, den første tid, da bakkerne blev slebet glatte.

Navnet på skødet er en illusion, for ingen kan eje dette, men du må gerne være her, ja du skal da være velkommen, hvis du kan tåle mosten, for højsletten er tør og brændende varm om sommeren og en iskold blæst, holder marven i dine knogler kølig i tre måneder.

Du kæmper for dit ego på dette publikumsløse sted, der nedbryder dig langsomt, hvis du ikke er på mærkerne og et skridt foran hele tiden.

img_6284-copy

Dit civilisationsgen tager kampen op, du bygger, retter dine fejl og beskytter huset mod kulde og regn, mod varmen og solens ætsende stråler. Samler vand i beholdere, installerer vandingssystemer, beskytter dine blomster og træer så godt du kan.

Det kræver utrolig stor selvdisiplin at modstå fristelsen til at give op og lade stå til, en trang der ligger som en grundtone i alle dine handlinger, for du ved at det ingen forskel gør, om du er her eller ej. Figentræet taber sine figner alligevel og kilden løber, hvad enten vi drikker vandet eller ej. Det er kun et spørgsmål om tid og den bevidsthed gør dig ydmyg på den ene side og stærk, eller nærmere sejlivet, på den anden side – men også lidt primitiv.

Alentejo er din barndoms flintrende nysgerrighed på alt det du så og oplevede for første gang og accepterede uden at blinke. Alt det der fandtes allerede, både det skræmmende og det der begejstrede dig, men alt var dit og de andres, den gang du ikke ville noget med det.

Fårene løber forbi ude på vejen med deres klokker i alle tonearter akkompagneret af fårehyrdens hæse tilråb. De lyder alle sådan, når de styrer en flok, fårehyrderne altså, det må være et specifikt sprog får forstår. Deres ene for -og bagben er bundet sammen, så de humper afsted med skæve rygge.

img_6275-copy

Mange forliste drømme er strandet her, mænd og kvinder forføres af landskabet storslåethed og den virkelighed og usentimentalitet bjergene og de gamle træer repræsenterer. Naivt kaster vi os i dens arme og mindes enfoldigt den tabte tid før vi ødelagde verden. Tiltrukket af roen, som naturen demonstrerer så overlegent, får vi lyst og mod til at starte på en frisk, på naturens egne præmisser, og vi glemmer at denne romantiske tanke koster mange penge, tager al din tid og alle dine kræfter, fordi intet fungerer første gang og det fortsætter sådan, op ad bakke, altid.

img_6593

Det er måske derfor at portugiserne er som de er. Hårdføre, arbejdsomme, sejlivede og nøjsomme. Lidt triste, fordi de for lang tid siden har erfaret at kampen var tabt på forhånd. Portugiserne forventer ikke det store afkast. og det er måske derfor de er temmelig tilbageholdende når det drejer sig om nye ideer, i lige meget hvilken retning. De ved hvad det kræver at bo her og reagerer tøvende og aldrig spontant. At sætte griller i hovedet på en portugiser kan jeg slet ikke forestille mig, for de har plukket tomater i august og det sætter sine umiskendelige spor.

En aften ser jeg mit første vildsvin springe over et stengærde, en groft udhugget rektangulær klods, der letter og er ude af billygternes vifte et øjeblik efter. Bagefter går jeg tur i mørket, stilheden er tydeligere om natten, lyder gennem cykadernes regelmæssige puls. Jeg følger vejen langs oliventræerne og kan høre landskabet trække vejret.

img_65271

Posted in Historie | Comments closed

Lamia

500img_3526

Fra byen Amfissa tager jeg eftermiddags bussen til Lamia, den stopper i noget der ligner udkanten af byen. Her er intet, kun en vej og nogen kedelige boligejendomme og et værksted der laver dæk. Jeg spøger manden der sælger billetter om han ikke kender et hotel i Lamia. Han kan heldigvis noget engelsk og anbefaler mig Hotel Athena og tegner et meget primitivt kort på en lille seddel. Jeg forsøger at vende det rigtigt og trasker afsted med min bagage ud i den bagende sol. Det er rigtig hedt og jeg har ikke lyst til at gå galt, men kortet virker og jeg finder Hotel Athena, som jeg vil jeg anbefale til alle, der kommer på de kanter, venligt, rent, forholdsvis nyt og kun 35 euro.

Jeg slår mig ned i halvmørket og sukker – nu er jeg så her….
Nettet virker og da jeg åbner min mail, er min mor vågnet op samme morgen, med den adresse på læberne, hvor hun boede for 60 år siden.
IPSILANDU IKOSITESSARE (24), dejligt at vide at hun er med mig i baglandet.

Lidt senere går jeg ud i byen for at finde stedet. Lamia ser ud til at være en fin by med hundrede kaffebarer. Sofaer og bløde lænestole er stillet ud på alle fortorve omkring kirken og rådhuset.

En teenager sidder skævt på sin stol og tygger tyggegummi og jeg tænker på, om hun måske er et af de børn, min mor fedede op som lille. Hende her er vokset godt til og ser sund og velnæret ud og jeg når at blive helt stolt over min mors gerning, indtil det går op for mig, at hun nok må være en del ældre, – som mig….. nej, endnu ældre end mig, faktisk skal jeg kigge efter piger og drenge på 65 -70 år, hvis jeg skal finde dem i gadebilledet. Generationen jeg møder her er børn eller børnebørn af de, min mor, med Red Barnet, installerede suppekøkkener til under borgerkrigen i 1948.

500img_3130

Jeg finder Ipsilandu og leder efter nr. 24, men efter nr. 22 og er det pludselig nr. 26. Der hvor hun, Birgitte, min gudmor Oda og lægen Alice Gruner boede, er der nu et teater, der ligger lidt tilbage med en plads foran. På teatrets væg er en marmorplade med en indskrift på græsk fra 1961, året hvor jeg blev født, men tættere på fortiden end det, kommer jeg nok ikke her.

Jeg spørger en mand, der står et trin oppe, om det, der står på græsk, er året for teatrets indvielse og han svarer bekræftende. Han vil gerne sige noget mere og vi venter på at hans engelske skal nå op til overfladen og da han finder indgangsordet fortæller han, at der netop i aften er en koncert med en berømt sangerinde i anledning af 100 året for byen stolthed, helten Jakov, det er gratis – jeg kan bare deltage. Jeg takker og han giver hånd og vi præsenterer os, Peter hedder han.

Salen er fuld og de viser en meget ringe video, lavet med noget der ligner karikerede tegneseriefigurer og videopanoreringer af en skulptur i en park.  En græsk stemme læser op med stor patos om helten, der bekæmpede tyrkerne og faldt, men blev til et kirsebærtræ, så vidt jeg kan forstå på billederne.

500img_3139

En lille pige ved siden af mig, sidder endelig nogenlunde stille på sit sæde, tryllebundet og heldigvis lidt bange for fortællingen. Men så er det overstået, det er talerne også og sangerinden kommer ind på scenen, ret stor og meget dårlig tilbens i farverige gevandter, der får hele salen til at bryde ud i jubel.

Orkestret begynder at spille, hun har en smuk stemme, det er absolut et meget græsk set up, instrumentalt og sange der lyder som frihedssange – lidt Nana Mouskouri agtigt, også på brillerne.
Langt senere beslutter jeg mig for at liste stille ud, men da jeg åbenbart ikke er den eneste, der her åbnet og lukket døren bag det tunge fløjlstæppe, får jeg en græsk opsang af en dame, der er træt af al det renderi, en opsang jeg returnerer med en svada på dansk, fordi jeg ikke synes at jeg fortjener at blive skældt sådan ud. Det tror jeg heller ikke hun selv synes, så hun svarer lidt spidst, “I don´t understand your language og jeg svarer “and I don´t understand yours”  Og så har vi overstået den sag.

Jeg stopper på en af torvets mange barer og bestiller min første Uzo, den smager dejligt og jeg får en lille tallerken til med frisk agurk, gulerod og lidt syltet tomat, som smager vidunderligt, med lidt eddike med anissmag og en anelse chili. Fantastisk kombination til Uzo.

Lamia in twilight

Posted in Historie | Comments closed

Kend dig selv

500img_2668
Lyden af snore smælder sprødt på flagstængerne

Soundslide fra Delfi: Kend dig selv

Så venner – nu er vi i Delfi. Vi står tidligt op, for vi er godt klar over at vi ikke er de eneste der har fået den gode idé at tage til Delfi.
Altså, mobiluret ringer kl. 7.00 og  vi spiser noget rædselsfuld morgenmad på hotellet, men skidt pyt, der er vigtigere ting her i livet end kolde æg og dårlig kaffe.

Solen står hvid jomfruelig langs bjergsiden og vi går den i møde. Den lyse brise minder os om, at det vil blive varmt op ad dagen. Men her hvor vejen svinger og Delfi kommer til syne op ad bjergskråningen, minder lyden af snore, der smælder sprødt på flagstængerne, om både i en havn.

En snip af havet anes langt nede bag bjergene, der vælder op foran os. Dernede, for 2500 år siden, ankrede skibe op, lastet med gaver til Apollon og til oraklet Pythia.
Godt det ikke er os, der er et af de æsler, der skal slæbe skulpturer og andet isenkram hele den lange vej opad bjerget. Marmor – og bronzeskulpturer – de guldbelagte må ha´ blinket i solen på vejen op og glædet Apollon og tempelpræsterne.
De kom fra Athen, fra Sparta, fra Siphnos og de andre øer. Siphnos bragte hvert år et æg i massivt guld. Ret smart, set fra et transportmæssigt synspunkt. Hver by havde sit eget skatkammer, hvor gaverne til Apollon blev opbevaret. Det, der er afbilledet i soundsliden, er Athens skatkammer, men frisen, der er vist fra museet, sad omkring Siphnos skatkammer fra 525 f.v.t.

De tilrejsende har haft tid til at pleje deres håb og især deres bekymringer undervejs, ængstelige for hvad oraklet Phytias ville svare på deres spørgesmål. Sfinksen fra Naxos sad foran templet på en 10 meter høj søjle, Sfinksen, hvis spørgsmål kongesønnen Ødipus gættede og som belønning fik sin mor til kone.

500img_2982
Måske er det er den hule jeg fik øje på her, at Pythias sad og var skæv i.

Myten fortæller, at det først var Apollons spådomme der blev tydet, gennem en raslen i  laurbærblade, men senere var det en ung præstinde, der boede i en hule. Fra en sprække i klippen steg dampe op, der fik Pythia til at gå i trance og se det andre ikke kunne se. Hun talte i vildelser og kom med tvetydige svar, som tempelpræsterne fortolkede, godt hjulpet af et stor informationsapparat, som de havde kørende ved siden af.
Men mange siger det kun er en skrøne, fordi de hverken har fundet sprækker eller gasser, i stedet mener de, at oraklet sad i cellaens bagmørke i Apollontemplets inderste. Efter at have renset sig i den kastaliske kilde og ofret foran den evige ild kunne hun begynde.

500img_2938
Den Kastaliske kilde – jeg drak tre slurke, det smagte dejligt.

På væggen i forrummet, hvor vi står og venter på at det bliver vores tur, står der skrevet på væggen: “Kend dig selv”, “Intet til overmål” og så gudens mystiske E, der stod for sig selv, så kunne man undre sig over hvad det betød. Personligt kan jeg godt lide den med E’et, måske jeg bare skulle kalde mig for E?

Jeg kommer til at tænke på Passolinis filmatisering af Ødipus. Han er taget til Delfi for at få klarhed over sit ophav og oraklet giver Ødipus det grimme svar, at han vil slå sin far ihjel og blive gift med sin mor og få børn med hende. Han gør alt hvad han kan for at undgå sin skæbne, men det ender selfølgelig alligevel med at oraklet får ret, især fordi Ødipus ikke får at vide hver hans rigtige forældre er. Stakkels Ødipus stikker øjnene ud på sig selv og famler sig ulykkelig ud af Theben, hjulpet at sine to døtre.

Hvis der er en moralen i den historie, må det være at man ikke skal lade sig spå, for selv om du kender din fremtid, går du alligevel galt i byen, fordi vi trods alverdens viden alligevel ikke kan styre noget som helst. Hvis Ødipus ikke havde havde stillet oraklet noget spørgsmål, havde han heller ikke fået noget grimt svar og så havde han ikke haft nogen grund til at rejse væk fra sine plejleforældre, som han troede var sine rigtige forældre. Og selv om han havde fået at vide at de var plejeforældre, havde han i hvertfald ikke behøvet være bange for at slå sin far ihjel og lave børn med sin mor.

Men så havde der selvfølgelig heller ikke været noget drama, som Sofokles skrev og som nu har overlevet i mere end totusind år. Det er en god historie, men jeg kan godt nærer mig – jeg ved ikke med jer andre, men jeg skal ikke spørge oraklet om noget som helst. Så fortrækker jeg blind uvidenhed, men med øjnene i behold og så må skæbnen gøre med mig hvad den vil, det kan jeg åbenbart ikke ændre på alligevel.

500img_2738
Sådan ser Delfis orakel ud idag.

Tiden kom hvor Delfi blev glemt og begravet og med det alle de ufortalte forudsigelser, og sejlende skæbner.

Alle skattene er væk, mange forskellige folkeslag har været forbi og har ranet hvad de kunne. De fantastiske guldbelagte bronzeheste, der i dag smykker San Marco kirken i Venedig, huggede romerne i sin tid og tog med sig til Konstantinopel (idag Istanbul). Men det var nu på en måde heldigt nok, for senere kom kelterne og raserede hele området og savede bronzeskulpturerne i stykker, ikke fordi de var kunstinteresseret, men fordi de var interesseret i den dyrebare bronze og så gav de heller en døjt for de andres guder.

Men noget er blevet tilbage. Vi går op af stien mellem skatkamrene, der ligger indskudt i bjeret og når frem til muren, der fører op til Apollon templet. Det, der på lang afstand ligner en jævnt tilhugget mur, er dækket med indskrifter i et fint broderi. Skriften bliver synlig da vi kommer tæt på. Spørgsmål og svar til oraklet? Hyldest til guden, ønsker og beskrivelser af gaver og gerninger? Jeg ved det ikke, men det er fantastisk smukt indhugget med fine græske bogstaver.

Vi vender os om og kigger os tilbage ud over dalen, bjergtagne. Det er et vidunderligt syn, så stille og fint – den tidlige morgen formilder sceneriet.

Vi står på et helt magisk sted på en bjergskråning og kigger over på bjergene på den anden side, der fortoner sig fra de dybe grønne, til de disede blågrå nuancer langt væk, hver bjergkam sin farve. Valmuer, hvide blomster, lavendelagtige lilla og lyserøde små, kaster sig ud fra sprækker i murerne. Skyggerne er lyse i søjlernes kanneleringer og vi går langsomt rundt om templet og sætter os på en sten, der engang havde et formål, lukker øjnene et øjeblik og lader stedet sive igennem.

500img_2888

Posted in Historie | Comments closed

Hvis ikke….

500img_2685
Hellig kasse med helgenbilleder

Tyskerne havde fået den åndsvage idé at de ville skabe det 3. Rige og i den sags tjeneste fandt det nødvendigt, i så pervers en grad, at rengøre den ariske race og på den bekostning først slå alle invalider ihjel i hjemlandet og sidenhen systematisk udrydde jøder, homoseksuelle og sigøjnere, plus de der tænkte anderledes. De må have haft enorme mindreværks komplekser. De havde tabt 1. verdenskrig og med den også deres kolonier i Afrika og i Asien og nu var de på røven. Englænderne havde brillieret med The British Impire i mange år, Frankrig havde besiddelser i Afrika, Holland i Asien, Belgien i Kongo, selv Denmark kunne prale af kolonier på de vestindiske øer og i Ghana.

At tale om racer og race-renhed var oppe i tiden, at måle kranier og analysere kroppes proportioner og farver. At skille sig af med befolkninger, der stod i vejen for at rane land og ressourcer til sig, havde fundet sted i årevis på den sydlige halvkugle. 

Men det, der ikke skulle komme til at hedde det 3. Rige, men i stedet kom til et hedde den 3. verden var allerede på andres hænder og derfor valgte man at kolonisere indenfor for egne grænser og siden gå til angreb på Europa.

Hvis deres sindsyge var blevet stoppet på et tidligere tidspunkt, var der nok ikke brudt nogen borgerkrig ud i Grækenland, måske en anden krig, men det havde været usandsynligt at min mor var taget med Red Barnet til Lamia og havde mødt min far. Så var han blevet læge i Thessaloniki og havde levet et andet liv, et almindeligt jødisk græsk liv med Nina, sin første kone og min halvsøster uden navn, som måske var blevet storesøster til en anden flok børn. Så havde jeg ikke siddet her i bussen i dag og skrevet til jer, og det ville jeg, så glad jeg end er for at være her, langt have foretrukket.

Så havde mine søskende og jeg svævet rundt i Universet, som en tanke der ikke var blevet tænkt.

Jeg regner baglæns og tænker at hvis Daniel og Ninas datter have været omkring to år da hun blev gasset i 1943, ville hun have været en ældre dame på 68 år idag. Vores halvsøster. Sandsynligvis hed hun Clara, for ifølge traditionen skulle hun opkaldes efter Daniels mor.

Og min mor havde så måske fundet en venlig dansker eller en anden europæer og fået sine børn med ham og helt sikkert haft et mere ukompliceret liv, hvor der havde været mere plads til hende.

Jeg glæder mig nu til at se Delfi i morgen – når jeg nu er her.

500img_2681
Det er mine ben der spejler sig i relikviekassen.
Kasserne står opstillet overalt i landet, som tegn på, at her er der sket en trafikulykke.

Posted in Historie | Comments closed

Churchills serviet

500img_2621

Jeg er kørt med Giorges mod Delfi og på vejen stopper vi ved et monument over de faldne i krigen og under den græske borgerkrig.

Det jeg skriver her om borgerkrigen har jeg læst mig til gennem artikler jeg har fundet på nettet og i en guidebog, men det er især hvad Giorges fortalte, som jeg forsøger at gengive.

Borgerkrigen 1946 – 1949

Besættelsen varer indtil 1944 og bliver meget blodig, især pga en meget aktiv kommunistisk partisanbevægelse. Men modstandsbevægelsen består af både højre og venstreorienterede grækere.

Modstandsbevægelsen i Grækenland er meget stærk og nok det land der yder den største modstand af de lande som Tyskland og deres allierede besatte.  Lykkedes det dem at slå en tysker ihjel, gengælder tyskerne med hårde repressalier og dræber først fire grækere for hver tysker, et antal som stiger som krigen skride frem. Ved krigens afslutning er det flere hundrede mennesker for hver dræbt tysker. Tyskerne holder 5000 af lokalbefolkningen som gidsler, kun for at have dem ved hånden, når der er brug for at statuerer eksempler. De kalder alle dem de slår ihjel for bolsjevikker, lige meget om det er gamle mennesker eller små børn. Det kan de også bedre forsvarer overfor omverdenen.

Giorges, blev som lille gemt i en hule i bjergene bag nogen sten. Partisanerne havde advaret hans landsby at tyskerne var på vej og de var flygtet op i bjergene. Da tyskerne ankom var kun få tilbage, de blev slået ihjel og landsbyen blev brændt ned til grunden. Det var almindelig straffemetode og mange landsbyer er idag bygget op efter krigen, brændte eller ødelagte som de blev det, under 2 Verdenskrig eller under den 4 år lange borgerkrig der fulgte i kølvandet.

500img_2623

Tilsidst tabte tyskerne til englænderne, franskmændene, amerikanerne og russerne og blev i oktober 1944 drevet ud af Grækenland, tilbage til et bombet Tyskland. 

Allerede inden krigens afslutning i oktober 1944, mødes Winston Churchill med Josef Stalin i Moskva for at aftale, hvordan de skal dele den politiske indflydelse i Europa imellem sig.  I sine memoir beskriver Churchill, hvordan de efter et måltid, sad og diskuterede fordelingen. Stalin krævede en sikkerhedsring af satellitstater omkring Sovjetunionen. På et tidspunkt ridser Churchill nogen tal ned på en serviet og Stalin bekræfter tallene ved at krydse punkterne af, eftersom de bliver enige. På Churchills serviet stod der: Rumænien: Rusland 90% – de andre 10%, Grækenland: Storbritanien 90% – Rusland 10%, Juguslavien: 50% – 50%, Ungarn 50% – 50%, Bulgarien 75% – de andre 25 %. Og så på en serviet!

Servietten blev udgangspunktet til den aftale man indgår ved krigens afslutning  om at dele Europa i fire blokke og fordele den politiske dominas mellem de fire sejerherrer. England, Frankrig, Sovjet og USA.

300px-yalta_summit_1945_with_churchill_roosevelt_stalin

Jaltakonferencen finder sted i Livadiapaladset i februar 1945 i zarfamiliens tidligere sommer residens, nær byen Jalta på Krim, mellem statslederne Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Josep Stalin. De lande det drejer sig om deltager ikke på konferrencen, det bliver afgjort henover hovederne på dem.

Jalta aftalen hører med til at forklarer, hvorfor britiske styrker, uantastet af andre sejrsmagter, kunne gribe ind mod de kommunistisk orienterede demokratiske partisaner under borgerkrigen og forklarer også hvorfor de ikke blev støttet af Sovjetunionen. De græske kommunister fik i stedet støtte andre steder fra, især af det jogoslaviske Tito.

500img_2627

Hovedparten af kommunisterne er fra den tidligere modstandsbevægelse (E.L.A.S.) og de må tilsidst flygte op i bjergene, da regeringsstyrkerne er stærkere, støttet som de er af Storbritannien og USA.

Kommunisterne i Grækenland var ikke røde, på samme måde som i Sovjet eller i Kina for den sags skyld, det var nærmere en folkelig revolte af socialister, der ønskede demokrati. De ønskede at Grækenland skulle være en republik og ikke styres af fascister, der endda blev støttet og styret udefra af forskellige stormagter. En lignende revolte havde fundet sted i 30´ernes under den spanske borgerkrig. Her var det facisten Franco der vandt,  han havde fået hjælp af italienerne og tyskerne.

Krisen og borgerkrigen splitter landet og mange udvandrer. 3 – 400.000 mennesker af en i forvejen hærget befolkning på 800.000, mister livet. Men selv om det er grækere der slås mod grækere og det er svært at oveskue den indre konflikt, kan man ihvertfald sige så meget, at det i høj grad er en strid,  der er skabt af stormagters interesser og indblanding, en strid der i 60′erne udvikler sig til den kolde krig, som deler verden i en øst – og en vestblok – i mange år fremover.

500img_2630
Posted in Historie | Leave a comment

Sådan nogen dumme svin!

500detimg_2947

Da 2 verdenskrig bryder ud i 1939 erklærer Grækenland sig neutrale. Men i 1940 træder Grækenland ind i 2 Verdenskrig. De bliver angrebet af italienerne fra den Albanske grænse, men det lykkedes grækerne at slå dem tilbage. Mange jøder deltager i krigen som menige soldater og officerer, det havde også gjort sig gældende under 1 verdenskrig.

 79.750 jøder boede i Grækenland i 1940 og var en integreret del af befolkningen. Af dem var 50.000 bosat i Thessaloniki, her var de taget til efter inkvisitionen i 1492, fra Spanien og Portugal.

Tyskerne kommer italienerne til undsætning, allieret med bulgarerne, der også er interesseret i Grækenland – men på den kedelige måde og sammen besætter de hele landet i 1941.

Tyskerne rager hele Grækenlands guldbeholdning til sig. De har en presse med sig fra Tyskland og trykker flittigt deutsche reichbank sedler på den. Tilsidst er drakmeren ikke mere noget værd og der udbryder hungersnød i landet på grund af inflationen og mange mennesker, omkring 100.000 mennesker dør af sult.

Daniel fortalte at han og brødrene fandt ud af hvordan man kunne lave sæbe. De kogte fedt og olier og var lige ved at blive slået ihjel en dag da apparatet eksploderede. Af de penge de tjente købte han korn, han gik lange lange ture op i bjergene for at finde korn, lige meget hvor dårligt det var og slæbte sækken på ryggen, hele vejen tilbage til Thessalonki.  Albert, hans far tog en hånd ned i sækken og da han så hvor ringe kvaliteten var, slog han en irriteret lyd med tungen, og skældte ud over at Daniel havde givet alt for meget for sådan noget skidt, men det dårlige korn hjalp dem til at overleve.

Tyskland har aldrig betalt grækerne tilbage, de har heller ikke afleveret alle de kunstskatte tilbage som de tog med sig. Nu er de havnet på museer rundt omkring, i Moskva, på Louvre i Paris og på The British Museum i London og i Italien, hvor der stadig “passes” på de græske kunstskatte.

Tyskerne isolerer jøderne i ghettoer i Thessaloniki, et sted der hed Baron Hirch. De indkasserer alt hvad jøderne ejer og har og udskriver dem en kvittering til gengæld. Dertil skal jøderne selv købe billetter til Polen for egne drakmer og resten bliver vekslet om til polske zloty. Når det er gjort, bliver de 60 og 60 af gangen, sat ind i kreaturvogne og kørt til Polen, ikke til arbejdslejre, som de var blevet fortalt, men til udryddelseslejren Auschwitz – Birkenau.

Transporterne begynder den 15 marts 1943 og 18 forsendelser senere, i august 1943, er der ikke flere tilbage i Thessaloniki. Det lykkes meget få at flygte til Athen, der hørte til den italienske zone af Grækenland. Italienerne har ikke indført racelove, så her er der er større mulighed for jøderne at gemme sig eller gå under jorden, indtil de finder en måde at flygte endnu længere væk. Det er som regel med en båd til Ægypten eller til Tyrkiet, hjulpet af den græske modstandsbevægelse.

Daniel kom på et tidligt tidspunkt til Athen, for at kunne fortsætte den del af sit studie, han ikke fik gjort færdigt i Padova. Græske politibetjente hjalp ham, de lod som om han var en fange, der skulle transporteres til Athen.

Hele hans familie bliver transporteret til Auschwitz, hans far Albert, hans mor Clare, hans brødre Salvator og Senor og hans to små søstre Lucy og Etty. Hans onkel Jaques og hele hans familie, hans mormor, som jeg har billede af, hans kone Nina Uziel og hans egen lille datter på et år eller to og Ninas familie. Han har flere tanter og onkler, som jeg ikke har navn på og de fleste af hans venner kommer ikke tilbage, men nogen få gør. 

Kun hans ene bror Salvator overlever koncentrationslejren og hans kone Nina og hendes søster Pola. Ninas mor tog den lille, så Nina havde en chace for at overleve og det gjorde hun, men efter krigen fortsatte de ikke ægteskabet, så vidt jeg har forstået fordi Daniel ikke ville. 

Auschwitz bliver befriet af den sovjettiske arme, den 26 januar 1945. Alene i Auschwitz er 1.500.000. sjæle blevet dræbt.

Det her er traurigt, venner så nu får i en lidt mere munter indlæg. Kronologien ryger, men hvad faen. Jeg kan heller ikke nå at følge med, men jeg hopper tilbage igen i næste indlæg.

500img_3170
Hospitalet i Karpenisi

Altså jeg er taget til en landsby Karpenissi, der ligger inde i bjergene vest for Lamia. Her skulle Daniel have arbejdet som militærlæge for græsk rødkors.

Jeg står af bussen, da jeg ser et skilt til hospitalet og finder én der kan engelsk. Hun siger at hospitalet først kom til i 60′ erne, men at Rødkors arbejdede i nogen barakker længere nede af vejen, på et sted der nu er et alderdomhjem.

Jeg går der ned og finde alderdomshjemmet og på væggene hænger fotografier fra Karpenissi i 1944. Det er jo 4 år før min far kommer dertil, så jeg finder ham ikke på nogen af fotografierne. Jeg kan heller ikke læse de græske undertekster, så jeg kan heller ikke fortælle jer præcis om det er de gode eller de onde, men jeg regner med, at det er grækere der fejre krigens afslutning. Jeg fotograferede billederne og har fundet noget græsk militærmusik, som Athens garde spiller, som jeg synes passer til. Prøv at se og lyt ved at klikke her, så kommer tidens stemning til jer.

Soundslide Karpenissi 1944

 

500img_3352
Her er et lidt mere muntert indslag – hvis man ikke er bamse

Posted in Historie | Leave a comment

På vej tilbage til aberne

Jeg køber en af de gode sandwich hos bageren i vores gade, med tomat, feta og sort olivenpaste i mørkt brød og stopper en taxa med den.

Vi kører ud i den tætte trafik mens taxachaufføren taler i mobil og jeg spiser min sandwich. På et tidspunkt vender han sig om og ber´mig passe på ikke at spilde ud over de hele, hvilket jeg lover højt og helligt ikke vil ske. Han siger “kalavolapyksedos” som åbenbart betyder god appetit – ikke et ord jeg lærer lige med det første.

Han taler noget engelsk og vil åbenbart øve sig på mig, fint nok. Han starter ud med det sædvanlige indledningsspørgsmål om hvor jeg kommer fra og jeg svarer på mit bedste pigin engelsk, at jeg er dansker, men at min far var græsk jøde fra Salonika. Ordet “jew” kender han ikke, “hebreika” er noget lignende på russisk og det sprog taler han, for der boede han og arbejdede i nogen år. 

Når han først kommer igang går det bedre, det viser sig at det engelsk han kan, har han lært sig selv i taxaen og med en lille palør han viser mig fra handskerummet. Godt gået.

500img_1611-copy

Turen er træg, trafikken er tæt og vi kommer derfor vidt omkring, grækerne er jo kendte for deres hang til at  filosoferer. Vi taler om sprog og religion, han spørger om jeg er troende, hvad jeg må benægte. Jeg spørger om han er og han svarer at han ikke tror på gud i den gængse forstand, men at han godt kan lide traditionerne der følger med. Han tager sine egne børn med i kirke ved højtiderne, så må de tage stilling til deres eget forhold til gud når de bliver voksne. - Jeg er bare glad for at han ikke kommer med den der med, “at der er mere mellem himmel og jord…..”

Han siger at i følge Darwin, skulle vi jo stamme fra aberne og det undrer han sig noget over, for hvorfor har aberne så ikke udviklet sig ? Hvorfor er de så blevet på deres stade som aber? 

Det kan jeg ikke svare på, men da han nu har taget det første tankespring, fortsætter han sin tankerække og siger at som det ser ud i dag, med al den accelerende vold, er det måske i virkeligheden os, der på vej tilbage til aberne.

Den ide´ kan jeg godt li,  det ville ihvertfald forklare en hel del.

500img_1607

Posted in Historie | Leave a comment

Jeanette

Hun minder mig om mine søstre,  Jeanette direktøren for “The Jewish Museum in Athens.”

Jeg har fået en aftale med hende da jeg var til et fordrag, der handlede om Romaniotes. De græske jøder, som de kaldes, har været bosat i Grækenland gennem de sidste 2300 år. Det er ikke mange der er tilbage i dag, de fleste blev udryddet i Auschwitz ligesom de sefardiske jøder, der stammer fra Spanien. 

Det er nogen grimme tal, men den korte beskrivelse er, at 97 % af de jøder der boede i Grækenland er blev udryddet, så set i det pespektiv er jeg, og efterkommerne af de 3 %,  jo et under. Men så stopper det også der. 

Jeg vidste intet til romaniotes jøderne, men Janette er en af dem og kommer fra byen Ioanina, der ligger højt oppe i bjergene i nordvest grækenland, hun er mild og karakterfuld og interesseret. Vi sætter os i biblioteket der er fyldt med rædselsberetninger på tre vægge. Meget venligt lytter hun til hvad jeg kan fortælle om min far og hans familie og jeg viser hende de fotografier jeg har med af dem.

Jeg fortæller om Claras breve, min fars mor. Det var de breve der har sat mig igang. Clara skriver på ladino, at de er ved at finde en kuffert frem til rejsen og at min far endelig ikke må bekymre sig for dem, hun skriver også at Senor, min fars lillebror kigger på hende og at de snart skal afsted. Hun fortsætter brevet med at sige at min far havde ret og at hun ved at han nok skal klare sig, da han har et godt hjerte, han er bare en lille smule nervøs.

500claras-brev-ladino-1

Senor, den mindste af de tre brødre, nægtede at arbejde for tyskerne og lod sig slå ihjel efter en uge i lejren. Det valg har altid betydet meget for mig. Jeg fortæller at min far læste til læge i Padua. Efter krigen lukkede sig inde et halvt år og da han kom ud derfra, konverterede han til den græsk ortodokse tro og jeg prøver at finde ud af hvorfor han gjorde det.

Hun kan fortælle mig, at det var almindeligt at tage til Padua for at læse på det medicinske fakultet og at mange vendte sig fra jødedommen efter krigen, da de havde mistet deres tro, omend det var få der tog så drastiske skridt, som at konvertere til en anden religion. 

Flere efterkommere fandt først ud af at deres forældre havde været jøder, da de døde og børnene ryddede op i deres efterladenskaber. Hun siger at det er en skam, at jeg ikke er kommet for bare et år siden, for da levede endnu en fantastisk dame der hed Rosa Benveniste,  hun havde været den rette for mig at opsøge, men hun nævner en anden sefard, der hedder Heinz Salvator Kounio og hans søster Erika, som bor i Thessalonoiki og forslår at jeg opsøger dem.

Ja, jeg er selvfølgelig forsent ude, det ved jeg godt – føler i det hele taget at det er forsent og at alt er ødelagt og heller ikke står til at redde, som situationen ser ud i dag. Så det ændrer endnu engang mit syn på min fars bevæggrunde for at konvertere, at stoppe op og kigge i en helt anden retning. Det er alligevel en trøst at høre, at mange gjorde som han og at forstå at han ikke var den eneste. Jeg køber Kounis bog, der hedder: A liter of soup and sixty grams of bread.

En besked bipper på min telefon den er fra Giorgos. Den lyder: Hej tak for igår køre til min landsby om en time vil du med kh g fot

Jeg svarer straks: Ja tak.

Jeg havde fortalt Giorgos at jeg ville starte min rejse nordpå med at tage til Delfi, det sted ville jeg gerne se og Delfi ligger på vejen til hans landsby.
Det er en god måde at komme afsted på, ud af den trykke rede jeg har mit dejlige værelse i på instituttet og det var jo det der var meningen, at rejse.
Jeg småløber tilbage for at pakke, jeg skal tage en taxa hen til hans mor, for vi kører ud af byen derfra.

Posted in Historie | Leave a comment

Græske breve

 

500dany-8_5_51

Jeg kontakter Giorges Fotopolopos, lidt genert for jeg har kun mødt ham en enkelt gang til en fest hos fælles venner. Hans kone Sidse mener, at han måske vil hjælpe mig med at oversætte nogle breve fra min fars venner som er skrevet på græsk. 

Giorges har boet i Danmark og Sverige et halvt liv, så sproget er ikke noget problem og vi aftaler at mødes på Akropolis metrostation, der ligger centralt i byen.

Jeg har mappen med brevene med, men det bliver i stedet en aften, hvor jeg forsøger at pejle mig ind på sammenhængen mellem min far og den græske historie.  Jeg er kommet til den rette, Giorges er uhyre belæst og fortæller tålmodigt ignoranten – mig, om Grækenlands skæbne og den stærke modstandsbevægelsen under 2 verdenskrig og om den 5 år lange blodige borgerkrig der fulgte. 

Næste dag sætter jeg mig for at læse historie. Jeg lægger mine forældre lidt til side. Det er da heller ikke gået så godt som jeg kunne ønske mig det. Jeg har læst de breve jeg fik af min far da jeg var lille og det er som at læse dem for første gang, de er meget sørgmodige, nogen er skuffede, men mange er meget kærlige og smukke. Forståelsen påvirker og jeg må læse det i små doser af gangen. Jeg sidder nogen dage på det dejlige  skandinaviske bibliotek og skrive lidt ned, men det er ikke kun emotionelle hindringer der står i vejen jeg kan heller ikke få fat på formen.

At læse historie viser sig at være en god idé og jeg foretager mig stort set ikke andet end at læse alt muligt, der på en eller anden måde skal klarlægge Europa og mellemøstens historie med Grækenland som centrum og jødernes rolle i den sammenhæng. Derfor kommer læsningen til at dreje sig meget om de forskellige religioner, men det er jo ikke noget nyt at religion og politik hænger sammen som ærtehalm.

Man kan måske sige at wikipedia har sine fejl og mangler, men som opslagsværk er det fantastisk og jeg ville ikke have kunnet danne mig et nogenlunde overblik, på så kort tid, på anden vis.

Viden, sætter sig bedre fast på viden, der allerede er dannet. Er der bart, glider det af. Så næste gang jeg mødes med Giorges får jeg meget mere ud af vores samtale og mange brikker lægger sig på plads i de rette sammenhænge. Jeg har igen brevene med under armen og vi begynder at gå, det, der skal blive en tur hele vejen rundt om Akropolis, men også hele vejen rundt om den græske historie. Det var stadig lyst da vi mødtes, men toner ned undervejs og det er mørkt, når vi sætter os til at spise på en fortovsrestaurant med udsigt til Akropolis. Parthenon lyser op i mørket, tættere på månen end på os. En hel utrolig smuk tur jeg varmt kan anbefale alle, men jeg ved nu ikke om Giorges vil gøre  alle selskab også selvom han er et meget venligt menneske.

Posted in Historie | Leave a comment

Forunderlige Akropolis

500img_1757

Så fik jeg endelig set Akropolis. Fantastisk.

I har ikke hørt fra mig i nogen dage for det med de soundslides tager lang tid, især som nybegynder, men her er den:  Soundslide Akropolis

“Enjoy”, som de siger her i landet når de server ens kaffe.

En blog´s natur er ikke egnet til længere udredninger. Jeg har skrevet en grundigere artikel om Akropolis, som i kan læse i sin helhed hvis i har lyst.

Se under mappen “HISTORIE”, som i finder øverst oppe. 

Arkæologen Anne Wild og teologen Uffe Holmsgaard Eriksen er mine bofæller på instituttet. Vi havde aftalt at mødes kl. fem om eftermiddagen, når solen var slappet lidt af. Anne tog os først ned på Akropolis metrostation, hvor en del af gavlen fra Panthenon templet er udstillet i kopi. Her på tæt hold gennemgår hun de forskellige stilarter i klassisk tid, der beregnes fra  500 – 323 før vor tidsregning. 

Folk bevæger sig forbi os som jernpatikler i samme retning, på vej til arbejde eller hjem fra besøg. På den fyldte rulletrappe får jeg den tanke, at det er døden der trækker i den anden ende.

 500img_2106
Dionysosteatret

Vi går hen til resterne af Dionysosteatret, der var det første rigtige teater i verden. Midt på orchestra står et alter, viet til Dionysos, som var vinens og ekstasens gud.

Romerne overtog de græske teatre og ombyggede dem. Kejser Hadrians stol i marmor står her endnu, på sin priviligerede plads foran orchestra.

Der er en fin udsigt over Athen, vi kan se parken med den romerske kejser Hadrians indgang til byen.  

På Akropolis ligger tre templer, men det første der møder os, er den imponerende indgang Propylæa. Mellem høje søjlerækker, zigsakker rampen op ad bjergsiden, så dyrene selv kunne gå hele vejen op for at blive ofret foran templet.

500img_2194 
Den romerske kejser Hadrians nye indgang til Athen

500img_2177
Tempelhund

500img_2125
Propylæa

Parthenon templet blev bygget som monument for sejren over perserne med penge fra det Deliske Søforbund. Perikles ønskede et monument, der var så perfekt at: “fremtiden vil undre sig over os, som man idag undre sig over os.” Og det gør vi, med hovedet lænet tilbage i fuld måben, i selskab med utallige andre begejstrede turister. For det er så flot, at man undres.

 500img_2211
Parthenon

Anne fortæller godt og detaljeret om konstruktionen originalitet og bygningernes formål og betydning.
Templet står på en base af trin. Med sine 17 søjler på langsiderne og 8 søjler i hver gavl måler hele templet ca. 70 x 31 meter.
Gudinden stod engang 10 meter høj i elfenben, træ og guld inde i Cella, templets inderste.

500img_2233

Øverst oppe, på ydersiden af Cellaens mure løber en frise, der afbilleder den panathenæiske procession. Den fandt sted hvert år, for at bringe gudinden Athene nye klæder. Processionen startede fra Pnyxhøjen Eklesia, der lå på en anden høj, en forsamlingsplads i den anden ende af byen.

Med geder, køer og høns til ofring, vandrede de den lange vej gennem byen, mens de sang, fløjtede og dansede.

Vi ser på det der blev tilbage. De gamle grækere arbejdede med optiske effekter, det er det, der er så fantastisk ved templet.

For at de skulle se rigtige ud er de en anelse tykkere på midten, en krumning som ikke er synlige med det blotte øje. Samtidig smaller søjlerne ind foroven. Men ikke nok med det, søjlerne skråner alle lidt indad, så det ikke skal virke som om templet vælter ned over tilskueren, når man nærmer sig det.

På hver kapitæl, bar søjlerne en række blokke imellem sig, blokkene mødtes præcis på midten af hver søjle. Ovenpå denne række af blokke løb en frise, der bestod af skiftevis triglyffer og metoper. En triglyf er et retanklet stykke sten, der har tre fordybninger på højkat og en metope et kvadratisk felt. Metoperne kunne man lade stå tomme eller fylde med relieffer. På Parthenon valgte man naturligvis den dyreste løsning og udfyldte felterne. Der er tale om ikke mindre end 92 metoper, og de blev fyldt med fremstillinger af kampe mellem forskellige grupper, guder og mennesker. En langside viser Athenernes kamp mod giganterne, den anden beskriver kampen mod kentauerne. I den ene gavl er kampen mod Troyanerne beskrevet og i den modsatte gavl den mystiske beretning om hvordan Athene bliver født fra Zeus pande. Det er 70 meter af denne udsmykning Lord Elgin købte af Osmannerne i sin tid og jeg kan godt forstå at grækerne vil have dem tilbage.

 500img_2217
De sidste 2-3 søjler står lidt tættere sammen. 

Men det ultimativt raffinerede er løsningen på det problem der opstår på hjørnerne, hvor metoperne og triglyfferne rytme ikke kan gå op i lige dele. Grækerne valgte en optisk løsning, der går ud på at man gradvist mindsker de sidste blokkes længde, så de sidste 2-3 søjler står lidt tættere sammen. Således kan metroperne og triglyfferne holde takten til det sidste og løbe regelmæssigt videre rundt om hjørnet.

500img_2166
Erechteion er et tempel, der er udsmykket med karyatider, som bærende søjler, derfor valgte sultanen at bruge dette tempel til harem. 

Hatten af for grækerne og jeg tænker på hvor mange drøje erfaringer de må have gået igennem før de nåede dette resultat. 

Posted in Historie | Leave a comment